Lewis Hamilton
(Foto: Daimler Chrysler)

Lewis Hamilton dominerede den interne kamp og endte med at vinde, fortjent. Det havde været lidt ærgerligt hvis den tåbelige regel med dobbelte point i sidste løb havde givet Rosberg en titel, der ellers var uden for rækkevidde.

Rosberg havde det ikke nemt - den ene gang han forsøgte at være en rigtig hård negl - i Belgien - gik det galt og Mercedes gik i selvsving over det, der i virkeligheden var et banalt uheld. Der kom strikse udmeldinger om at kontakt mellem kørerne, ikke var tolereret og det vigtigste var at teamet vandt og en hel masse andet ordskvalder. Uheldet var uheldigt - ikke overlagt. Det er den slags der sker, og det klædte ikke Mercedes, Toto Wolff og Niki Lauda at braldre så meget op som de gjorde. De-facto lagde de en dæmper på Rosberg og afgjorde kampen i teamet.

Nico Rosberg
(Foto: Daimler Chrysler)

Et tilbageblik på 2014 kunne stoppe her. De andre biler var bare statister i Mercedes showet. Men alligevel var der ting der måske alligevel er lidt værd at kigge.

Red Bull klarede ikke den pludselige nedgang i resultater særligt imponerende. Når sejre bliver rutine, bliver alt andet ligegyldigt. Bilen var der ikke meget i vejen med, men Renaults motor var ikke et match for Mercedes. Ricciardo så bedst ud, sæsonen igennem. Han havde heller ikke noget bedre at sammenligne med - for ham var det bare en mulighed for at få sin bedste sæson. Det udnyttede han og hentede tre sejre.

Daniel Ricciardo
(Foto: Red Bull Media)

Samtidig satte han Sebastian Vettel til vægs. Den firfoldige tyske verdensmester virkede ret uinteresseret igennem sæsonen. Og selvfølgelig - det er ikke sjovt at skulle kæmpe for at blive nr. 6, når man tolv måneder tidligere skulle være uheldig for ikke blive nr. 1. Men det er i modgang at man skal kende andres karakter, og her ender Vettel med at se lidt forpjusket ud. Nye omgivelser hos Ferrari vil måske være det rigtige, men han har noget, der skal bevises.

Sebastian Vettel
(Foto: Red Bull Media)

Williams var den positive overraskelse sidste år. Efter alt for mange år, hvor resultaterne ikke engang har været svingende, men bare lidt værre end middelmådige, var de endelig tilbage i en position hvor point og podier blev dagligdag. Sejren kom dog aldrig.

Felipe Massa virkede som om han var kom ud af et koma, efter sine mange år hos Ferrari. Lidt samme måde, som Barrichello virkede på, efter sine år i Italien. Han er stadig ukonstant og en klynker, men når tingene flyder for ham er han hurtig og viste at han stadig ville kunne vinde, hvis en sejr skulle havne indenfor rækkevidde.

Felipe Massa
(Foto: Williams F1 Team)

Valtteri Bottas voksede fra at være en spændende debutant i 2013 til at være stjerne i 2014. Han er god og andre teams må have skrevet ham på listen over potentielle kørere.

Valtteri Bottas
(Foto: Williams F1 Team)

McLaren havde også Mercedes motorer, men det fungerede alligevel ikke rigtig for dem. Button virkede uskarp i første halvdel af sæsonen, men genfandt formen mod slutningen af sæsonen. Kevin Magnussen startede på toppen og lignede en der, som så mange andre debutaner, blev offer for sit eget selvbillede. Efter succes i lavere klasser og en så en solid podieplacering i sin debut, kan man måske godt glemme at man stadig er i lære. Der var gode løb og mindre gode løb for det danske talent. Og der var nok til fortjene en plads i 2015, men sådan skulle det ikke gå.

Kevin Magnussen
(Foto: McLaren Media)

Ferrari havde heller ikke noget godt år. Men bilen var også så grim, så det var egentlig meget rimeligt! Raikkonen blev aldrig gode venner med den - det gjorde Alonso sikkert heller ikke, men hans bundniveau var bare lidt højere. Internt gik det helt galt og cheferne røg ud på stribe - og det kostede så også Alonso pladsen. Ingen over teamet syntes beskeden at være.

Fernando Alonso
(Foto: Ferrari Media)

Fra resten af feltet vil man sikkert huske unge Kvyat der klarede sig godt nok til at blive forfremmet fra Toro Rosso til Red Bull; de elendige Lotus racere og de gumpetunge Sauber biler. Endelig vil vi huske Jules Bianchis uheld i Japan, hvortil man med rette stiller spørgsmålet - hvordan kan man undgå en gentagelse.

Daniil Kvyat
(Foto: Red Bull Media)

Fra løbene er der få momenter der brænder sig fast i hukommelsen. Magnussens ikke altid fortjente straffe, Rosberg og Hamilton på Spa, Bianch i Japan - og nogle få andre. De store kampe i 2014 var nemlig ikke på racerbanen, men udenfor.

Penge og fordelingen af dem var en evig diskussion i 2014. Det udstillede i den grad af Formel 1 er en syg patient og mens man diskuterer om en brækket storetå eller en cancer, får patienten det værre. To teams, Caterham og Marussia, gik konkurs - andre slår stadig på at fordelingen af penge er urimelig. Ecclestone skælder ud og siger at de måtte sætte tæring efter næring.

Formel 1 er en sport, og en sport skal være underholdende og en del af underholdningen skabes af uforudsigelighed. Uforudsigelighed skabes af jævnbyrdighed og jævnbyrdighed skabes ved en kommunistisk tilgang til fordeling at indkomsten. Bernie Ecclestone demonstrerer gang på gang at hans første prioritet ikke længere er sporten, men forretningen - og det på kort sigt. Set fra det perspektiv er forudsigelighed en god ting. Og her kommer problemet - Ecclestone interesserer sig ikke for fremtiden - den tid, der kommer efter ham. Dybest set er det ham inderligt ligegyldigt om Formel 1 lukker og slukker, når han er væk. Måske ville han endda finde det passende!

På den anden side har FIA mistet kontrollen med sporten og alting drukner i politiske manøvrer og egoistiske hensyn. Formel 1 er syg, diagnosen stadig lidt usikker og behandlingen - hvis der skal være nogen - kan familien ikke blive enige om.

Martin Møller-Thomsen