Rally Monte-Carlo Historique 30/01/15
|
|
Det var bidende koldt, da Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen sendte de nordiske deltagere af sted i Rallye Monte-Carlo Historique, verdens største historiske rally. Og allerede på Sydsjælland ramtes deltagerne af den første sne, en vejrtype de kommer til at opleve en del af i de næste syv dage, hvor de sammen med løbets 300 andre deltagere skal tilbagelægge 3.000 kilometer, inden man når målet i Monaco. |
Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen sender Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen og codriver Kim Frandsen af sted på det 3.000 kilometer lange løb i deres Ford Escort RS 2000. (Foto: Michael Eisenberg)
København var sædvanen tro en af løbets fem startbyer, og i år havde den finske tidligere rallystjerne Rauno Aaltonen, også kaldet The Rally Professor, lagt vejen forbi for at ønske kørerne held og lykke på turen. Aaltonen vandt Rallye Monte-Carlo i 1967 i en Mini Cooper S. Han gav gode råd til de danske kørere, hvoraf flere kan håbe på topplaceringer. Det gælder blandt andet Toni Hansen, Horsens, og Per Brodersen, Lem, i en Audi 80 GLE fra 1979 og de fra Reims startende Hans Kolby, England, og Jan Østergaard, Horsens, i Au2Parts Lancia Fulvia HF fra 1971.
En kold dag på Rådhuspladsen: Toni Hansen og Per Brodersen går efter en top 10 placering med deres Audi 80. (Foto: Michael Eisenberg)
Rallye Monte-Carlo er åbent for bilmodeller, der deltog i løbet i perioden 1955-79 og slutter onsdag efter 3.000 kilometers kørsel, som blandt andet omfatter 14 specialetaper i de sydfranske Alper.
The Rally Professor, den finske tidligere stjerne Rauno Aaltonen, fortalte deltagerne, hvordan han vandt løbet for 48 år siden, inden Rallye Monte-Carlo Historique blev startet i København. (Foto: Michael Eisenberg)
Michael Eisenberg Læs mere om: Monte Carlo04/02/15 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique |