SportsCar Championship 26/01/15
|
|
Christina Nielsen og Christoffer Nygaards Aston Martin V12 Vantage var det uskyldige offer, da en grov fejl af en konkurrent satte deres bil ud af spillet om topplaceringerne efter kun 6 timers kørsel af det klassiske 24 timers løb på Daytona. Det så ellers lovende ud for bilen med de to danske kørere, der efter to timers kørsel, med australske James Davison bag rattet, var i føring af GTD klassen og efter de seks timer stadig var i spil til at blande sig i kampen om topplaceringerne. |
Amerikanske Brandon Davis havde overtaget bilen efter et dobbeltstint af Christina Nielsen. Men i svinget, der fører fra inderkredsen ud på ovaldelen, var en Ferrari 458 Italia med Francois Perrodo bag rattet snurret rundt og stod midt på banen. Til trods for at der er fuldt overblik i svinget, valgte han komplet uforståeligt at starte bilen og komme i gang igen nøjagtig samme tid som Brandon Davis var ved at passere ham på den ellers fri inderbane. Det var rystende mangel på overblik og Brandon Davis havde ingen chance, da Ferrarien kørte direkte ind i fronten på ham. Sammenstødet var så hårdt, at Ferrarien udgik af løbet, men det lykkedes Brandon Davis at køre tilbage til pitten på tre hjul. Reparationerne kostede dog tæt på en time i garage og chancen for en topplacering var derefter udelukket.
(Foto: Brian Cleary)
Teamet, The Racers Group Aston Martin Racing, fortsatte dog i løbet, men kort tid efter de var kommet tilbage på banen, med Christoffer Nygaard bag rattet, var bilen igen ved at blive involveret i et sammenstød, da en fabriks Porsche mistede herredømmet og gled baglæns på græsset. Porschen gled ud på banen få centimeter bag Christoffer Nygaard og ramte i stedet sin søsterbil så hårdt, at begge Porscher måtte lang tid i pit og få udbedret skaderne.
Christina Nielsen fik oplevelsen af at køre bilen over stregen søndag aften dansk tid, efter udfordrende 24 timer der gav en skuffende 13. plads i GTD klassen, mere end 100 omgange efter den vindende bil Dodge Viper.
”Det er dybt frustrerende” sagde en skuffet Christina Nielsen fra Daytona. ”Bilen kørte upåklageligt. Vi var konkurrencedygtige og vi var alle opmærksomme på, ikke at blive involveret i sammenstød. Vi havde et stærkt og godt forberedt team i ryggen og så bliver vi desværre straffet af en anden kørers fejl. Det er historien fra Sebring sidste år, der gentager sig. Der var det også en Ferrari, der besluttede sig for at komme tilbage på banen lige foran min bil og vi fik revet et hjul af. Vi fortsatte i løbet for at få point til mesterskabet, men det er et ekstra langt løb, når man så tidligt er ude af kampen om en topplacering”.
(Foto: Brian Cleary)
Jan Magnussen kender til uheld på Daytona, men 11. Forsøg var lykkens gang for Jan Magnussen og Corvette Racing der vandt GTLM klassen med under et halvt sekund til nummer to. ”Et stort tillykke til Jan” tilføjer Christina. ”Han har om nogen kæmpet for at vinde det ur, så det var dejligt at se, at han endelig havde succes”.
Næste løb for Christina Nielsen er på Circuit Of The Americas, COTA, den 7-8. marts hvor hun kører Aston Martin i Pirelli World Challenge.
Jan Kaiser Læs mere om: Christina NielsenChristoffer NygaardDaytona24/01/15 - Daytona - SportsCar Championship |