Nærkampe og hårrejsende dueller har indtil videre præget 24 Hours of Daytona, som blev skudt i gang lørdag og slutter søndag aften kl. 20.10 dansk tid. Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ryan Briscoe fører i skrivende stund løbet med deres Corvette C7.R #3.
(Foto: janmagnussen.dk)
– Vi er tæt på halvvejs gennem løbet, og der bliver stadig kæmpet derude som om, det var sidste omgang, lød kommentaren fra Jan Magnussen efter danskeren andet stint lørdag aften.
– Man skal presse hårdt på hele tiden og være hurtig til at udnytte de mindste huller. Samtidig skal man passe på ikke at blive indblandet i uheld, for dem har der været et par stykker af derude. To gange nåede jeg kun med nød og næppe at undvige en anden bil, som stod på tværs af banen.
Jan Magnussen deler sin Corvette C7.R #3 med spanske Antonio Garcia og australske Ryan Briscoe, og listen af hårde konkurrenter i GTLM-klassen tæller fabriksstøttede teams fra Porsche, Ferrari, Aston Martin og BMW. Danskeren er dog svært tilfreds med Corvette-teamets indsats indtil videre.
– Alt synes at virke fuldstændig som vi havde håbet. Der er en god balance i bilen, og vi har power nok til at komme forbi konkurrenterne og holde dem bag os, forklarer Jan Magnussen.
Begge Corvette Racings biler har flere gange været i føring, og Jan Magnussen har i begge sine stints afleveret bilen til sine holdkammerater på en førsteplads.
– Samtidig har vi som altid været effektive til vores pitstop, og det kan vi primært takke crewet for. Det er en fantastisk måde at starte sæsonen på, og jeg håber naturligvis, vi holder stilen i resten af løbet. Vi krydser alle de fingre, vi kan.
(Foto: janmagnussen.dk)
Det 24 timer lange løb, som både rummer prototyper og GT-biler, flages af søndag eftermiddag klokken 14.10 lokal tid (20.10 dansk tid). Det er 11. gang, Jan Magnussen forsøger at vinde det prestigefyldte amerikanske motorløb, hvor klassevindere præmieres med et kostbart Rolex-ur.
Danske fans kan følge Jan Magnussen live via direkte TV-transmission på seriens eget website: www.imsa.com
Jan Magnussen Racing
Læs mere om: Daytona24/01/15 - Daytona - SportsCar Championship |