Speedway 14/01/15
|
|
Amerikanske Greg Hancock indtager Granly Speedway Arena til den afgørende finale i Best Pairs. Det bliver et felt i ren og skær verdensklasse, når Esbjerg Motorsport afholder den tredje og afgørende finale i det uofficielle VM for par. Årets første store speedwaybegivenhed på dansk jord får således deltagelse af sportens største stjerner, og nu har den måske største af dem alle meldt sin ankomst. |
Amerikanske Greg Hancock byggede i 2014 til sin i forvejen enorme popularitet til at snuppe VM-titlen individuelt, og han kommer til at føre det amerikanske hold an, når der skal deles metal ud til Best Pairs.
(Foto: Benny Skou)
- Vi har fået det endeligt bekræftet af løbsarrangørerne, at Greg Hancock er med i Best Pairs, og det er jo et kæmpe trækplaster til et i forvejen vildt felt. Han er en supersympatisk og vellidt kører, der stadig formår at holde sig helt på toppen, så vi glæder os selvfølgelig helt vildt over, at det nu endelig er på plads. Vi havde håbet på det, da vi så, at amerikanerne skulle deltage, og publikum kommer virkeligt til at se det bedste af det bedste, fastslår pressechef i Esbjerg Motorsport, Lars Guldager Dyhr, der glæder sig til at verdens bedste kørere i en afgørende finale på Granly Speedway Arena.
- Det ligner næsten et helt overflødighedshorn. Greg Hancock som forsvarende og tredobbelt verdensmester skal selvfølgelig op imod det stærke danske hold med vores egen Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og tidligere verdensmester Nicki Pedersen, men også verdens næstbedste Krzysztof Kasprzak samt den russiske stjerne Emil Sajfutdinow, som ikke deltager i Grand Prix-serien. Dertil kommer et stærkt australsk hold, hvor jeg er sikker på, at der også kommer et par absolutte verdensstjerner. Vi glæder os helt vildt til finalen, og med det felt er jeg sikker på, at vi får et stort publikum til Esbjerg, slutter Lars Guldager Dyhr.
Finalen i Best Pairs køres på Granly Speedway Arena den 9. maj.
Esbjerg Motorsport Speedway
|