Med en flot 6. plads ved karting VM og nomineret til årets talentpris, så har Kevin nu blikket stift rettet mod en placering i toppen af Danish Supertourisme Turbo.
Kevin er dermed det femte supertalent under 25 år, som går efter titlen i DST. Feltet af både unge talenter og erfarne kørere er stille og roligt vokset hen over julen og har løftet prestigen ved at vinde historiens første DST mesterskab, helt op i det røde felt. Der er virkelig lagt op til et brag af en Supertourisme-motorfestival.
Horsens Folkeblad bragte for få dage siden en flot 3 siders artikel om Kevin og hans flotte karriere. Her annoncerede han samtidig sit skifte til Supertourisme i 2015. Banen blev kridtet skarpt op og der er ingen konkurrenter, som skal være i tvivl om at Kevin er med for at vinde. Han er en yderst ambitiøs mand, som er indstillet på at gå hele vejen for en top placering. Der er ingen ærefrygt at spore i forhold til den etablerede elite. Kevin Rossel leverer den rendyrkede vinderattitude, som skaber stjernestatus og som deres fans elsker dem for.
Kevin Rossel siger til Supertourisme: ” Jeg glæder mig vildt til det næste skridt i min karriere. Supertourisme giver mig helt nye muligheder for at profilere mig både nationalt og internationalt inden for den samme klasse.”
”Min karting-karriere har været drevet af en 10-15 sponsorer, som velvilligt har hjulpet mig igennem flere år, uden at de reelt har fået videre noget tilbage for deres sponsorat, da vi jo altid kører uden for landets grænser. Men i Supertourisme får vi virkelig mulighed for at give vores sponsorer fuld valuta for deres penge, og omsætte deres sponsorater til 1. klasses kundepleje. ”
”Det var netop de mange tiltag med sponsor vip-lounge og high speed gæsteture, som fik os til at satse på Supertourisme. Her kan vi tilbyde vores sponsorer en fantastisk platform, hvor de virkelig kan profilere deres virksomhed og give deres kunder en motorsportsoplevelse, som rækker langt ud over deres forventninger. Muligheden for at sælge sponsorerne vip-billetter, vil hjælpe os enormt i forhold til at få budgettet til at hænge sammen. Det er jo en håndgribelig vare, som er til at forholde sig, uden at virksomhederne nødvendigvis skal forpligtige sig til at være synlige sponsorer på bilen”
”Så er der jo selvfølgelig racerbilen, som jo er hele grundforudsætningen for at folk vil bruge deres søndag på en racerbane. Optisk leverer Supertourisme Turbo varen hele vejen igennem. De personer, som vi har præsenteret bilen for, er helt mundlamme når de ser den. De reagerer fuldstændig som var det en ægte DTM racer de blev præsenteret for.”
”Kørermæssigt er det jo selvfølgelig ikke at sammenligne med en DTM racer, men køreroplevelsen er stadig bare fantastisk. Mit sammenligningsgrundlag er ikke så stort, da jeg indtil da, kun havde testet Formel ADAC og VW Scirocco Cup. Men 20 omgange på Padborg Park var rigeligt til, at vi besluttede os for at det var her vi skulle være. Den 300 hk turbomotor trækker afsindig hårdt i forhold til de kun 830 kg, som bilen vejer. Den er utrolig nem at køre på grænsen, men samtidig mega underholdende. Den har et fantastisk greb, præcis indstyring i svingene og så bremser den vanvittigt godt. Selv på en våd bane er den sjov at køre. Og så smælder og brager den og stikker kæmpe flammer ud af udstødningen. Det er der vist ikke mange i min branche, som ikke synes er for fedt – publikum gør i hvert fald.
”Nu mangler vi bare at lægge os fast på det team, som vi skal køre hos. Vi forhandler lige nu med et par teams og forventer at lægge os fast i løbet af januar måned, så vi er klar til at få rullet nogle omgange og få fundet de rigtige opsætninger inden starten går til det første løb.”
”Ambitionen er klar: Feltet er virkelig ved at være hårdt, der er nogle super stærke profiler med, men jeg kommer for at vinde, og alt under en samlet top tre placering, vil være en skuffelse”
Læs mere om: Kevin Rossel |