Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Nicolaj Møller Madsen sikrer sig to hovedsponsorater

Sportscar racing 
19/11/14 

Racertalentet Nicolaj Møller Madsen har et mål om Le Mans i 2017, og vejen går via GT Masters i den kommende sæson. Det kræver, at finansieringen kommer på plads, og nu kan Nicolaj Møller Madsen præsenterer sine første to hovedsponsorater for 2015 – DK Online og LAIT.
 

Den 21-årige fynbo Nicolaj Møller Madsen kan blive den næste dansker i Le Mans. Racertalentet vandt juniormesterskabet i Scirocco Cup og har netop lukket to hovedsponsorater for sæsonen 2015. Her er planen at sætte sig rattet bag i en Audi R8 i GT Masters – Tysklands næststørste serie og sidste skridt før Le Mans.

- Sædet i GT Masters er reserveret til mig, hvis jeg kan få finansieringen på plads, og derfor er jeg utrolig glad for, at de første to hovedsponsorater er kommet på plads. DK Online og LAIT har været med i netværket længe, og nu har de valgt at øge deres støtte betydeligt. Det viser, at de tror på mig og på drømmen om endnu en dansker i Le Mans, siger Nicolaj Møller Madsen.

DK Online er en odenseansk virksomhed, der sælger og udlejer betalingsløsninger til forretninger, herunder kasseterminaler og dankortterminaler. DK Online har gennem flere år støttet Nicolaj Møller Madsen, og nu bliver opbakningen endnu stærkere.

- Vi har været med på rejsen fra den spæde begyndelse, hvor Le Mans i 2017 var mere drøm end realitet. Nu er Nicolaj kommet markant tættere på målet, og sæsonen 2015 bliver skelsættende for karrieren. Hvis Nicolaj klarer sig godt i GT Masters, åbner han døren til et fast sæde hos Audi samt udsigten til Le Mans og en racerkarriere af de helt store, siger direktør Bjørn Lund Smidt fra DK Online og fortsætter:

- For os er det helt naturligt, at vi tilpasser vores sponsorindsats og kvitterer for den succes, som Nicolaj Møller Madsen allerede har opnået. Nu kan vi se målet forude, og så bakker DK Online selvfølgelig op.

Afgørende opbakning
Nicolaj Møller Madsen får også stor opbakning fra LAIT, der leverer web- og e-handelsløsninger. LAIT har sponsoreret Nicolaj Møller Madsen i de seneste to år, men nu skruer de op for sponsoratet i 2015.

- Allerede ved vores første møde stod det klart, at Nicolaj Møller Madsen er en usædvanlig dedikeret ung mand. Han har en unik kombination af talent og ”drive”, og det er reelt det, som vi støtter og gerne vil forbindes med, siger direktør Anders Lund.

- Den kommende sæson er meget vigtig for Nicolaj. Det drejer sig både om at komme tættere på Le Mans samt skabe fundamentet for den videre professionelle karriere. Jeg håber, at han er kommet et skridt tættere på takket være LAITs opbakning.

For Nicolaj Møller Madsen er støtten fra DK Online og LAIT af stor betydning, og han håber, at de to hovedsponsorer vil inspirere andre virksomheder til at bakke op om den næste dansker i Le Mans.

- Jeg er meget taknemmelig. DK Online, LAIT og mine øvrige sponsorer er helt afgørende for mine muligheder. Vi er kommet et godt stykke vej, men vi er ikke i mål endnu med finansieringen i forhold til GT Masters, så arbejdet fortsætter naturligvis, siger Nicolaj Møller Madsen.

JoinUs – sponsoratet for motorsportsfans
Mens hovedsponsoraterne er målrettet virksomheder, har Nicolaj Møller Madsen lanceret JoinUs – et nyt tiltag, hvor alle motorsportsglade danskere kan støtte racertalentet for kun 500 kroner.

Kort fortalt er JoinUs en sponsorklub for helt almindelige fans og entusiaster, og hvert eneste JoinUs giver adgang til en række fordele.

- Forhåbentlig sidder der mange motorsportsfans derude, der har lyst til at hjælpe en dansker frem til Le Mans. Allerede i 2017 kan de forhåbentlig pege på mig og sige, at de er en del af årsagen til, at jeg kører Le Mans. Jeg lover at gøre alt for at opfylde målet, siger Nicolaj Møller Madsen.

”Sponsorerne” i JoinUs får to årlige tilbud om events med MøllerMadsen Racing, adgang til et nyhedsbrev om vejen mod Le Mans samt deres navn på Nicolajs hjemmeside. Sidst, men ikke mindst, har Nicolaj Møller Madsen planer om at arrangere en VIP-camp på Le Mans i 2017 – kun med adgang for dem, der har støttet op om Nicolaj.

Et certifikat koster 500 kroner, og det er naturligvis tilladt at købe mere end ét. Den samlede værdi vil fremgå af det personlige certifikat.

Du køber dit certifikat på www.nicolaj.eu - eller skriv til nmm@nicolaj.eu, så bliver tilmeldingsformularen sendt direkte til dig.

Følg JoinUs og Nicolaj Møller Madsen på den officielle Facebook-side:
https://www.facebook.com/Mollermadsenfan

www.nicolaj.eu


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen
  •