DM Rally 05/11/14
|
|
Suzuki Motorsport fik den flottest tænkelige afslutning på teamets 2014-sæson, da Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Ruds Vedby/Ringsted) deltog i Danboring Rally Denmark – finalen i kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Makkerparret var på forhånd sikker på deres tredje Danmarksmesterskab i træk i Tunet National, men duoen satte en tyk streg under deres hurtighed i teamets Suzuki Swift Maxi 2000. Årets femte divisionssejr og en flot tredjeplads i det generelle klassement blev slutfacit for dem. |
”Med undtagelse af Wikinger Rallye først på sæsonen har vi gjort rent bord i år i divisionen, og vores værste konkurrenter Benny Pedersen og Mette Felthaus fik da også tørt på denne her gang,” siger Kenneth Madsen.
”Det var også fedt at slutte året af med at blive nummer tre generelt, specielt når der var våde veje det meste af dagen. Det lykkedes os at holde de fleste af firhjulstrækkerne bag os, og det havde vi ikke regnet med.”
På to hastighedsprøver var Kenneth Madsen og Henrik Dernoff hurtigst af alle
De to biler, som sluttede foran Kenneth Madsen/Henrik Dernoff, var dels en ny firhjulstrukket R5-rallybil, dels en såkaldt WRC-bil, som er udviklet med VM-brug for øje. Men dem formåede makkerparret fra Suzuki Motorsport også at slå ved to lejligheder.
”Vi var hurtigst af alle på to af hastighedsprøverne fredag aften, og det var rigtig sjovt, at vi kunne drille de andre i en rallybil, som vi selv har udviklet herhjemme i Danmark,” siger Kenneth Madsen. ”Det var første gang, at vi kørte et DM-rally med vores nyudviklede motor, og den fungerede perfekt. Vi havde kun et problem med en ledning, som knækkede, så den på et tidspunkt kun kørte på tre cylindre, men det var en bagatel. Da problemet var rettet, kørte vi atter stærkt og gav de andre i divisionen baghjul.”
”Men det var ikke kun vores resultat, som gjorde DM-finalen til en god oplevelse. Det var et godt rally, hvor vi fredag aften kørte i mørke, og hvor der hele tiden var gennemgående prøver. Selv om vi først kørte prøverne i den ene retning og bagefter den anden, så lignede de ikke hinanden. Det var som om, at det var et helt nyt stykke vej, vi kørte på.”
Suzuki Motorsport
Læs mere om: Henrik DernoffKenneth MadsenBjerringbro01/11/14 - Bjerringbro - DM Rally |