”Jeg må sige, at min målsætning og mine forventninger før sæsonstarten er mere end nået med den afslutning, jeg har fået. Jeg har fået fem podieplaceringer, og højdepunktet var naturligvis min sejr tidligere på året,” siger Nicolai Sylvest, som havde en lidt svær start på løbsweekenden på Hockenheimring.
Han var nummer syv i træningen, og det samme resultat opnåede han trods ændringer på bilen også i tidtagningen, der bestemte startopstillingen til heat 1 og 3.
Nicolai Sylvest gjorde en god figur ved sæsonfinalen på Hockenheimring
”Hverken jeg selv eller mit team kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor de forskellige ændringer på bilen ikke rigtigt gjorde nogen forskel på speeden, så fredag aften gik mekanikerne i gang med at adskille bilen for at finde en forklaring,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Det viste sig, at en ny-serviceret bagstøddæmper var årsagen. Den var ikke spændt ordentlig sammen og havde arbejdet sig løs, så bilens set-up hele tiden ændrede sig.”
Teamet fik klaret problemet, så bilen blev klar til lørdagens første heat, hvor den 17-årige nordsjællænder var fast besluttet på, at den ikke tilfredsstilende startposition som nummer syv skulle forvandles til en langt bedre position i løbet. Allerede på første omgang var han oppe som femmer, og på syvende af de 19 omgange blev yderligere en konkurrent passeret. Med konstant hurtige tider fik Nicolai Sylvest kørt sig ind på køreren på tredjepladsen, som han med fire omgange igen fik passeret. Dermed var årets femte podieplacering en realitet for køreren, som også satte løbets tredjehurtigste omgangstid.
Nicolai Sylvest kom på podiet, men fik ikke lov til at beholde tredjepladsen
Efterfølgende blev Nicolai Sylvest dog frataget sin tredjeplads, da den nederste plade i bilens bageste hækvinge ikke var godkendt. Pladen lignede til forveksling den godkendte udgave og var blevet udskiftet efter den afkørsel, som den unge kører havde haft på Nürburgring, hvor han havde beskadiget vingen.
”Regler er naturligvis regler, men det var skuffende, for det var en meget hård dom,” siger Nicolai Sylvest, som udover at blive udelukket også skulle starte heat 2 fra bageste startrække. ”Men der var ikke andet for end at tænke positivt, for jeg havde vist, at jeg havde farten, og jeg skulle nu bare arbejde for at avancere op gennem feltet.”
Netop det gjorde han. En godkendt start hjalp ham frem på ottendepladsen, og efter yderligere fire overhalinger kom han i mål som nummer fire. Ikke nok med det, så kørte Nicolai Sylvest sin egen personlige hurtigste omgangstid på banen, så han fik med al tydelighed bevist, at den føromtalte fejl på bilen ikke havde nogen betydning for farten. Snarere tværtimod skulle man sige.
Det tredje og sidste heat skulle igen startes fra syvende startposition, og atter avancerede Nicolai Sylvest frem i rækkerne og kom igen i mål på en godkendt fjerdeplads med gode point til mesterskabet. Team Danmark-talentet blev dermed nummer tre i rookie-mesterskabet og kunne slutte à point på femtepladsen i hovedmesterskabet.
Der arbejdes allerede nu kraftigt på, hvad der skal ske for Nicolai Sylvest i 2015-sæsonen, men mon ikke de flotte resultater bevirker, at budgettet kan findes, så han kan forsætte fremgangen?
Med venlig hilsen
Sylvest Motorsport
Jesper Sylvest
Læs mere om: Hockenheim05/10/14 - Hockenheim - Formel 3 DE |