I et tæt mesterskab er det imponerende i sig selv, at 19-årige Jacob Kallestrup kan være med i kampen om andenpladsen efter at have sprunget over mesterskabsafdelingen på Rudskogen Motorsenter i Norge før sommerferien. Alligevel er det altså kampen om andenpladsen, der skal udkæmpes på den midtjyske racerbane i den kommende weekend.
Jacob Kallestrup kan sikre sig andenpladsen i Citroën DS3 Cup (Foto: Gripping Media ApS)
Konkurrenten er sønderjyske Jørgen Worthmann, som i sin kun anden sæson som racerkører har vist sig som en værdig konkurrent på banen. Udenfor banen er konkurrencegenet pakket væk, og her har Jacob haft stor glæde af konkurrenten.
- Jeg har kørt meget mod Jørgen i år, og jeg er opsat på at vise ham én gang for alle, at det er mig der er den bedste af os, griner Jacob Kallestrup, som sætter stor pris på sin sønderjyske konkurrent:
- Jørgen er en hyggelig fyr udenfor banen, hvor der altid er tid og plads til en snak et godt grin. Det er altid rart at vi kan kæmpe om placeringerne ude på banen og bagefter stå og grine af det sammen - stemningen har været fed i år.
Viborg-køreren er med i toppen af mesterskabet, trods fravær fra en enkelt afdeling (Foto: Gripping Media ApS)
I Citroën DS3 Cup fratrækker man sæsonens to dårligste resultater - dog ikke afdelinger, hvor man ikke er stillet op - og gøres det, er Viborg-køreren ét point foran Worthmann.
- Det bliver tæt. Vi bliver begge nødt til at køre efter hvert eneste point, der kan hentes, så det bliver nok årets hårdeste weekend på banen. Jeg glæder mig til løbene, men det bliver også lidt trist at sæsonen allerede er slut.
Jacob Kallestrup - www.jacobkracing.dk
Gripping Media ApS Læs mere om: Jyllandsringen28/09/14 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup |