Ved det foregående løb på FDM Jyllandsringen, i forbindelse med Grand Prix Danmark, rakte det kun til to 20. pladser på en regnvåd weekend. Det var sæsonens dårligste resultater, så teamet håbede derfor på bedre resultater, og ikke mindst bedre vejr.
Det specielle ved den 6. løbsweekend var at alt skulle afvikles over 1 dag, nemlig søndag.
Da teamet vågnede op på banen søndag morgen, var det til lyden af regndråber, og en plaskvåd bane.
(Foto: CN Photo)
Derfor fik teamet travlt med at gøre bilen klar til at køre i regnvejrstræningen klokken 9.00.
Da det nu var 3. weekend i træk på regndæk, var køreren efterhånden ved at få mere og mere fart på regndækkene. Da de 20 minutter var gået rakte det til 18. bedste tid ud af de 21 kørere.
Da der ikke kom mere regn efter træningen, valgte teamet at gamble og køre kvalifikationen på tørvejrsdæk. Mens bilerne holdt i pitten og ventede på at komme på banen, begyndte regnen imidlertid at falde igen.
Mulighederne var derfor meget stærkt begrænsede, men alligevel var køreren forholdsvis tilfreds efter kvalifikationen, som gav 21. og sidste startposition.
(Foto: CN Photo)
"Inden kvalifikationen valgte jeg at gamble," udtalte Jens.
"Jeg vidste at banen nok var lidt for våd til at starte med, men håbet var at den ville tørre op, så tørvejrsdækkene ville være hurtigst de sidste 4-5 omgange. Min vurdering efter træningen var at det var underordnet om jeg evt ville starte 16'er eller 21'er, da det ville være i det område, så længe at vi skulle køre på fugtig bane. Det begyndte så bare at regne i stedet. Men jeg var ret tilfreds med "kun" at være 10 sekunder langsommere end Pole Position, som blev kørt på regndæk, og mindre end 1 sekund fra nærmere konkurrent på regndæk. Men ja, det var et totalt kiks - og så må der jo bare overhales i løbet."
Søndag eftermiddag klokken 14 var det tid til heat 1. Banen var ikke tørret op endnu, så derfor startede alle på regndæk. Jens startede forsigtigt ud på første omgang, for lige at se banen an. Herefter begyndte han stille og roligt at kæmpe med konkurrenterne, og flere blev overhalet. Han var lige oppe og snuse på 16. pladsen i et par omgange, men måtte tage til takke med 17. pladsen efter de 13 omgange i løbet.
(Foto: CN Photo)
Halvanden time senere skulle heat 2 køres. Et forholdsvis udramatisk løb for den unge, på en regnvåd bane, kører endte med endnu en 17. plads hjem.
Det markede derved afslutningen på endnu en meget pointfattig løbsweekend.
"Hvis bare vi havde kørt lørdag, ville det havde været tørvejr. Men lørdagen var afsat til andre klasser, og nu må vi bare kigge frem mod det næste løb, som forhåbentlig bliver tørvejr," slutter køreren.
Mesterskabsstillingen melder en aktuel 14. plads, hvilket er en placering bedre end før weekenden. Det bliver meget svært at hente de foranliggende i mesterskabet. Imidlertid er der masser af pres bagfra, så det er med at holde tungen lige i munden - og krydse fingre for tørvejr - når den 7. og sidste afdeling af Yokohama 1600 Challenge køres 27.-28. september på FDM Jyllandsringen.
Jensen Racing
JJ Media
Læs mere om: Jens JensenPadborg Park14/09/14 - Padborg Park - 1600 Challenge |