Historisk 08/09/14
|
|
Mere end 100 klassiske racerbiler var i aktion på den krævende racerbane Det var de klassiske racerbiler, som var i fokus, da Ring Djursland på årets første september-weekend afsluttede sin 2014-sæson. Historisk Weekend var navnet på løbsweekenden, og programmet levede i den grad op til titlen, for størstedelen af de deltagende køretøjer var klassiske. Mere end 100 historiske racerbiler var til start fordelt på seks forskellige felter for både standardvogne- og formelvogne. |
Den ældste klasse på programmet udløste tillige en sejr og en af de største pokaler til en lokal deltager.
Bent Thøgersen, Grenaa, scorede en heatsejr og to tredjepladser i de tre løb, der blev kørt for standard- og GT-bilerne bygget i 1965 eller tidligere, og det rakte til en sammenlagt sejr, hvor Lotus Cortina-køreren var knapt syv sekunder hurtigere end Andreas Rolner, Tyskland, mens Oscar Davidsen Siesbye, København, og Martin Berner, Rønnede, tog henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.
De historiske biler var i overtal ved Ring Djurslands sæsonfinale i weekenden (Foto: Morten Alstrup)
I klassen for de historiske formelkørere var det også en hjemmebanekører, som var hurtigst.
I sin blå Reynard 87SF kørte Nikolaj Maarslet Madsen, Grenaa, feltet sønder og sammen i søndagens to løb, som han vandt med henholdsvis 24 og 17 sekunders forspring, men desværre havde han om lørdagen ikke respekteret det flagsignal, som fortalte ham, at han var tyvstartet og skulle afsone en strafbane. Han blev derfor udelukket fra lørdagens heat og kom derfor ikke til at figurere i det samlede resultat, hvor det var Niels Jørgen Jørgensen, Odense, som vandt.
Det var dog ikke kun de historiske klasser, som var med på Ring Djurslands afslutningsprogram. I såvel Syver Race Cuppen som i Citroën DS3 Cuppen blev der anvendt nye racerbiler.
Her leverede kvartetten Kim Lund, Silkeborg, Jacob S. Kallestrup, Løgstrup, Jørgen Worthmann, Haderslev, og Anders Rohde, Høng, masser af tæt og spændende race, hvor det endte med en sejr hver til Kim Lund og Jacob S. Kallestrup.
Djurslands Motor Klub Autosport
Læs mere om: Ring Djursland |