Endnu en gang satte det danske stortalentet Mikkel Jensen dagsordenen i det benhårde ADAC Formel Masters, som afviklede sæsonens femte afdeling i Slovakiet i weekenden. Den 19-årige Formula Racing-kører vandt første løb, blev toer i andet og kunne trods et uheld i tredje løb tage hjem med et endnu større forspring i mesterskabet.
(Foto: Formula Racing)
— Uheldet i tredje løb var en ærgerlig afslutning på en ellers god weekend. Vi fik mange point med hjem, så jeg udbygger min føring i mesterskabet, og det kan vi kun være tilfredse med, lyder det fra Mikkel Jensen.
Danskeren startede weekenden suverænt med en pole i kvalifikationen lørdag formiddag, men måtte imidlertid starte fra en fjerdeplads grundet en straf fra fredagens træning. Det forhindrede dog ikke den unge racerkører i at vinde første løb, hvilket også udløste en pole til weekendens andet løb, som blev skudt i gang søndag formiddag.
— Jeg kom godt fra start og førte løbet til at begynde med, men bremsebalancen i bilen var forkert, og da forhjulene pludselig blokerede i en nedbremsning, tabte jeg to placeringer.
Danskeren fik herefter justeret teknikken i bilen, kæmpede sig en enkelt plads tilbage og sluttede på en andeplads med gode point som følge.
I tredje og sidste løb søndag eftermiddag havde Mikkel Jensen atter mulighed for at udbygge føringen yderligere, men et sammenstød tidligt i løbet sendte imidlertid danskeren helt ud af kampen.
(Foto: Formula Racing)
— En konkurrent røg pludselig sidelæns ind foran mig, og jeg kunne simpelthen ikke undgå at ramme ham, forklarer Mikkel Jensen, som efter kollisionen måtte lade sig udgå at løbet.
— En skam, at weekenden skulle ende på den måde, men alt i alt er vi meget tilfredse. Vi tager mange point med hjem, og det stemmer fint overens med vores planer om at vinde mesterskabet.
Hos Formula Racing, som netop har lanceret et samarbejde med Mikkel Jensen, er man også meget tilfredse med den unge racerkørers bedrifter de seneste par dage.
— Denne weekends resultater viser tydeligt, hvorfor Formula Racing har valgt satse på en ung kører som Mikkel Jensen, lyder det fra Allan Jørgensen, teamchef hos Formula Racing.
— Mikkel er utrolig hurtig, men udviser samtidig en evne til først at slå til, når det virkelig gælder. Trods han desværre måtte udgå fra sidste løb, går han alligevel videre til næste afdeling med et endnu større forspring i mesterskabet.
Mikkel Jensen fører nu ADAC Formel Masters-mesterskabet med 226 point, hvilket er 54 point foran rivalen Maximilian Günther.
Formula Racing
Læs mere om: Slovakia Ring10/08/14 - Slovakia Ring - ADAC Formel Masters |