Porsche Carrera Cup 08/08/14
|
|
Efter at være sluttet på henholdsvis tredje- og femtepladsen i de to seneste løb i den amerikanske Porsche Challenge serie, er det en sulten Christina Nielsen, der i weekenden stiller til start i hele tre løb i Porsche GT3 Cup Challenge USA. Løbene afvikles på Road America, der er kendt som en af verdens mest udfordrende racerbaner. Et aflyst løb på Lime Rock grundet vejrforholdene tidligere på sæsonen, betyder at der i weekenden skal afvikles tre løb i stedet for de normale to på den hurtige bane |
På Road America stiller Christina til start for sit amerikanske team NGT Motorsport, som hun har kørt hele sæsonen sammen med i Porsche GT3 Cup Challenge USA. Christina besidder i øjeblikket en sjetteplads i mesterskabet, men det indfrier på ingen måde ambitionerne for den talentfulde 22-årige pige, der har sat sig et samlet top tre resultat som mål for sæsonen.
Christina Nielsen i Porsche GT3 Cup Challenge på Lime Rock tidligere på året (Foto: CNR)
”Jeg skulle meget gerne komme afsted fra Road America med tre topresultater, så jeg kan nærme mig toppen i mesterskabet” fortæller Christina Nielsen. ”Road America er en udfordrende bane, men jeg trives rigtig godt på de amerikanske old-school baner, hvor der er hurtige og udfordrende sving. I sidste weekend deltog jeg som forberedelse i to løb i National Auto Sport Association Midwest og kom derfra med en første og en andenplads, så jeg føler mig godt forberedt til weekenden”.
Christina kan i øvrigt se frem til nogle travle måneder. I den amerikanske Porsche Challenge resterer 3 afdelinger, i alt 7 løb. Men Christina skal også køre en Porsche i det amerikanske langdistanceløb Petit Le Mans, hvor de danske kollegaer Jan Magnussen og Michael Christensen også deltager. Løbet er en del af det amerikanske TUDOR mesterskab, hvor Christina også har kørt de tre øvrige langdistanceløb på Daytona, Sebring og Watkins Glen.
Oveni i de amerikanske udfordringer deltager Christina også i en Porsche for IMSA Perfomance Racing i GTE klassen i de to sidste afdelinger af den Europæiske Le Mans Serie på henholdsvis Paul Ricard og Estoril. Serien har også deltagelse af Jan Magnussen, Mikkel Mac, Johnny Laursen og Mads Rasmussen, der alle kører i GTC klassen. Christina havde sin debut i serien på Red Bull Ring i juli, men udgik desværre.
”Det bliver rigtig spændende med alle de forskellige klasser, jeg skal køre. Selvom de alle er i en Porsche, så er der forskel på måden de kører. Jeg har masser endnu at lære i motorsport og jeg føler det er en ekstra bonus, at skulle lære at omstille sig til de forskellige biltyper. Al den erfaring jeg opnår, bringer jeg med mig og samtidig betyder det rigtig meget, at få lov at køre så meget som overhovedet muligt. Ved løbet på Red Bull Ring var det første gang i en bil, der deltager i en klasse, der kører på Le Mans. Og den var igen meget anderledes end de andre biler jeg har kørt. Vi havde lidt problemer med bilen ved træningerne, men i løbet nåede vi op på andenpladsen, inden vi begyndte at få lidt uheld og måtte udgå”.
Weekendens tre løb i Porsche GT3 Cup Challenge USA kan følges via livestreaming på nettet på http://www.fanschoice.tv. Der afvikles et løb lørdag kl. 18.05 lokal tid og to løb søndag kl. 9.50 og kl. 17 lokal tid.
Christina Nielsen Racing
Jan Kaiser Læs mere om: Christina NielsenRoad America |