Løbet er så populært, at man i år atter åbner hele to konkurrencer, Munkebjerg Sprint lørdag den 9. august og Munkebjerg Hillclimb søndag den 10. august. Begge løb tæller til det åbne mesterskab i Hillclimb.
Erfaren vinder: Jan Sørensen fra Hammel driver sin Opel Manta 400 væk fra Vejle Fjord med motorvejsbroen i baggrunden og kører op af bjerget på vej mod sejren i Munkebjerg Hillclimb 2011. I år vil han forsøge at vinde igen (Foto: Michael Eisenberg)
Sprintløbet lørdag eftermiddag køres på en 1,2 km lang rundbane ved Bugattivej i Vejle, mens selve det legendariske Munkebjerg Hillclimb om søndagen har løbscentrum i Munkebjerg Hotels park, hvor mere end 80 til dels meget sjældne, historiske biler holder klar. Tilskuerne kan bevæge sig rundt langs hele banen fra fjord til bjerg ad afmærkede stier, eller man kan beskue bilerne i ryttergården i Munkebjerg Hotels park
Let parkering for tilskuere med gamle biler
På Munkebjerg Hotels parkeringsområde nær ryttergården er der indrettet en plads udelukkende for parkering af tilskuernes egne historiske biler. Classic Car Park er for biler fra før 1987. Det betyder ekstremt gode forhold for tilskuere med klassiske biler. Der er plads til 100 biler i Classic Car Park ved Munkebjerg Hotel og yderligere 50 biler i startområdet på Ibæk Strandvej.
Erfaren debutant: Per G. Hansen fra Ringsted har vundet så godt som alt inden for historisk rallysport, dog ikke Munkebjerg Hillclimb, som han aldrig har deltaget i tidligere. I år går han til angreb på bjerget og sejren med sin Porsche 911 RS (Foto: Michael Eisenberg)
Flot deltagerfelt
Munkebjerg Hillclimb er kendt for at byde på en vifte af yderst seværdige og spændende biler lige fra 1920ernes Bugatti og Alvis grand tourismobiler til 1970ernes vildeste rallybiler. Fra årene lige efter Anden Verdenskrig vil man kunne møde biler som MG TC, Citroën b 11 og Jaguar XK 140 Coupe. Mens deltagerlisten vokser dag for dag, bemærker man, at løbets tidligere vinder Jan Sørensen fra Hammel er tilbage i sin Opel Manta 400 fra 1982. Han får dog hård konkurrence af sjællænderen Per G. Hansen i en Porsche 911 RS fra 1976. De to er allerede nu blandt løbets favoritter.
Michael Eisenberg Læs mere om: Munkebjerg |