Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Oresund Rally

Tophold til Oresund Rally

Oresund Rally 
03/07/14 

Monte-Carlo-vindere til start i Roskilde
Når Oresund Rally starter lørdag den 16. august kl. 10 i Roskilde, sker det med to af Nordeuropas absolut bedste historiske rallyhold på startlisten.
 

Vinderne af Rallye Monte-Carlo Historique 2009, Svein Lund og Tore Fredriksen fra Norge, kommer til start i deres flotte historiske Datsun 240Z. Bilen er genskabt, så den er identisk med den bil, som vandt East African Safari Rally i 1971.

Svein Lund og Tore Fredriksen har vundet det meste af, hvad der er værd at vinde inden for historisk rallysport, og i år blev de nummer to i det krævende The Winter Trial, som gik gennem Skandinavien med start i København.

"Vi var med i det første Oresund Rally for tre år siden, og det gik ikke så godt for os, så lige siden har vi lovet at komme tilbage og skabe et bedre resultat," siger Svein Lund. Han gør dog opmærksom på, at Tore Fredriksen i 2012 vandt Oresund Rally med Terje Nielssen som førstekører i en Volvo 122 S.


Svein Lund og Tore Fredriksen starter deres Datsun 240Z ud fra Bella Center på første udgaven af Oresund Rally i 2011

Et andet norsk tophold gør dem følge til Danmark. Det er Aasmund Kleve og Oddvar Moland, som blev nummer fire i de tre første udgaver af Oresund Rally. I 2011 i en Volvo PV 544 Sport, de to næste år i en Volvo 242 DL. I 2013 var de kun tre point fra en andenplads. Oddvar Moland har desuden to andenpladser i Rallye Monte-Carlo Historique i 1999 og 2003. De har vundet Nordic Regularity Rally Cup i 2012 og 2013 samt The Winter Trial i år.

"Vi holder af at køre historisk rally i Danmark, og Oresund Rally er et løb med høj kvalitet, som tæller til både nordisk, svensk og dansk mesterskab. I år skal vi omsætte vores fjerdepladser til et bedre resultat," siger Oddvar Moland.


Aasmund Kleve og Oddvar Molands Volvo 242DL runder et sving på en smuk sjællandsk skovvej i Oresund Rally 2013

Oresund Rally har i år basis i Roskilde, og ligesom byens berømte cykelløb er det et stjerneløb med start, to pauser og mål i selve byen, dog ikke på Stændertorvet, men på Roskilde Tekniske Skole.

Løbet har også en turistklasse, hvor man kan deltage med sin klassiske bil helt uden forudsætninger og nyde en dejlig dag på de små smukke landeveje. Man kan læse alt om løbet på www.oresundrally.org.

Oresund Rally arrangeres af Dansk Rally Club med støtte fra Yokohama, Peugeot, Opel og Herfølge Kleinsmedie.


Michael Eisenberg