Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Godt tilfreds med en sjetteplads

Sportscar racing 
03/06/14 

Frederik Mortensen havde endnu en weekend med opture og nedture på Silverstone-banen. Her kørte Fredensborg-køreren tredje afdeling af mesterskabet i Protyre Motorsport Ginetta GT5 Challenge for Century Motorsport.
 

Alle baner på løbskalenderen er nye for Frederik, da det er første sæson han kører på engelsk jord. Til hans held er der fredagen før hvert løb flere timers testpas, så han ikke starter i kvalifikationen uden nogen form for træning eller kendskab til banen.


Frederik Mortensen er begyndt at nærme sig toppen af det engelske mesterskab
(Foto: Gripping Media ApS)

I kvalifikationen lørdag formiddag gik tingene ikke helt som ønsket. Fredagens gode testtider blev ikke konverteret til en god kvalifikation, og selvom det ærgrede Frederik, var der positive miner at spore:

- Selvfølgelig er det dødsurt at mine omgangstider fra træningen ikke kunne gentages i kvalifikationen. Vi lavede nogle små justeringer på opsætningen, som ikke gav det ønskede resultat. Nu gælder motorsport jo ofte om at overhale, så på den måde får jeg da virkelig valuta for pengene, når jeg skal starte på 14. pladsen!

Allerede lørdag eftermiddag gik starten på weekendens første løb ud af i alt tre. De 15 minutter gik hurtigt, og Frederik formåede at avancere helt op til 7. pladsen inden det ternede flag. I et felt, som Ginetta-fabrikken selv kalder for det hårdeste nogensinde, er det en absolut godkendt indsats.

- Jeg har fået styr på bilen, føler jeg, og mekanikerne har ramt den rigtige opsætning, så det føltes ikke som noget særligt at komme op og overhale de andre.


Fuld fart på Frederik Mortensen i Ginetta GT5 Challenge
(Foto: Gripping Media ApS)

Andet løb blev kørt som det første søndag formiddag. Fra 15. startplacering var der udsigt til endnu en tur up igennem rækkerne, men netop som Frederik begyndte opstigningen blev han bremset af en konkurrent, som ikke helt kunne bedømme længden af sin bil.

- Samme kører, som kørte mig af banen sidst … det er lige til at blive træt af. Heldigvis kunne jeg da køre videre uden mere end kosmetisk skade efter en lille snurretur, men noget imponerende resultat blev det ikke til. Det er frustrerende at nogle kørere ikke kan styre bilerne, men det er en del af gamet, så det er bare om at komme videre.


Tæt kamp om placeringerne!
(Foto: Gripping Media ApS)

Trods påkørslen sluttede Frederik på en 10. plads; det blev også startplaceringen til sidste løb i denne omgang. Her var målet klart: Den hvide Ginetta G40 GT5 skulle slutte på sjettepladsen, hverken mere eller mindre.

Og det lykkedes. En glad Frederik kunne som afslutning på weekenden køre et stærkt løb, hvor der undervejs blev kørt en tæt og nervepirrende kamp med Vic Covey, der endte med at køre af banen og efterlade Frederik med en sikker sjetteplads.

- Det er en god afslutning på endnu en weekend, der er gået lidt i begge retninger. Jeg synes at teamet har gjort et godt stykke arbejde, og ikke mindst min danske engineer, Benjamin, som arbejder hårdt for at sikre mig de bedste vilkår overhovedet. Jeg er virkelig glad for at være i et professionelt team, som ved hvad de har med at gøre.

Der går lige under tre uger før Frederik igen er i aktion. Snetterton-banen ved Norwich på Englands østkyst danner rammerne for fjerde afdeling af Protyre Motorsport Ginetta GT5 Challenge. Det sker den 21-22. juni.

Frederik Mortensen
www.frederikmortensen.dk

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  •