Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Hjulløft og succes i Djurslands bakker

Special Saloon 
03/06/14 

Christian Siepmann og CS Racing havde en god og pointrig weekend på Ring Djursland, da First Stop SSC-kørerne afviklede anden afdeling af årets mesterskab på den kuperede racerbane på Jyllands næse.
 

På trods af mindre tekniske udfordringer i tidtagningen lørdag fik Christian god fart i den fragtmandsblå BMW M3 E92 og satte fjerdehurtigste omgangstid. Dermed var der lidt at kæmpe for i det første af weekendens tre løb, der blev kørt søndag formiddag.


Christian Siepmann var - næsten - flyvende på Ring Djursland
(Foto: Gripping Media)

Der blev kæmpet om pladserne i toppen af feltet, og Christian brugte en del omgange på at dyste med de nærmeste konkurrenter. Midt i første heat lykkedes det Christian at køre sig frem til en tredjeplads, som han kunne holde indtil det ternede flag.

Med startplaceringen som nummer tre i søndagens andet heat var der lagt op til flere dueller fra samme skuffe som tidligere, så teamets mange gæster var på ingen måde kørt forgæves. Størstedelen af løbet kunne Christian arbejde hårdt bag rattet for at beholde den andenplads, han kørte sig til på første omgang - men på løbets sidste omgang så den bagfrakommende konkurrent en åbning, så Christian måtte nøjes med en tredjeplads.


Der blev kørt rigtigt herre-race med blandt andet Jørgen Hansen (t.h.)
(Foto: Gripping Media)

Weekendens sidste heat blev startet fra fjerdepladsen, men efter få omgange kunne Christian efter intense dueller med Nicolai Aaberg og Mikkel O. Pedersen indtage en generel andenplads. Denne gang holdt den hele vejen i mål, og Christian kunne søndag aften se tilbage på en succesfuld weekend i First Stop SSC.

- Jeg er godt tilfreds med weekendens resultater. Vi fandt en god opsætning på bilen, som gjorde at vi var med i den helt sjove del af feltet. Der var gode og fair fights i hvert eneste løb, og det gav en masse gode point på kontoen.

- Mine mekanikere gjorde et fantastisk stykke arbejde med at holde bilen kørende, konkurrencedygtig og i orden, så det har været en fornøjelse fra start til slut.


Om få dage kører CS Racing til Spa Francorchamps for at deltage i Dutch Supercar Challenge
(Foto: Gripping Media)

De hårdtarbejdende mekanikere fra CS Racing når lige at gå den fragtmandsblå BMW efter og skifte gearingen i gearkassen, før sættevognen igen kører afsted fra Aarhus. I næste weekend gælder det nemlig en afdeling af Dutch Supercar Challenge på den belgiske Spa Francorchamps. En af Europas mest legendariske racerbaner, der blandt andet er vært for Formel 1, World Endurance Championship og mange andre anerkendte mesterskaber. Den aarhusianske racerkører glæder sig naturligvis meget til udfordringen:

- Jeg har altid drømt om at køre på Spa-banen. Den er noget helt specielt, og det bliver en stor oplevelse at komme ned og køre et racerløb på den. Nu kommer vi selvfølgelig ikke bare for at være med, så hvis oplevelsen kan toppes med et godt resultat gør det slet ikke noget!

CS Racing
Gripping Media

Læs mere om:
  • Christian Siepmann
  • Ring Djursland
  • 01/06/14 - Ring Djursland - Special Saloon
  •