Som debutant i en engelsk løbsserie er samtlige baner ukendt territorie for Morten. Struer-køreren har dog kompenseret ved at bruge en del timer på at træne banerne i en simulator. Det giver et grundlæggende kendskab til banen, så det udelukkende gælder om at finpudse ideallinier og bremsepunkter, når de to træninger køres.
Den hvide Ginetta G55 GT4 lå med i den gode ende af GT4-feltet
- Rockingham er helt sikkert en anderledes bane. Den er opført i 2001 med henblik på at trække amerikanske løbsserier til Europa. Derfor er den også bygget som en amerikansk ovalbane; noget af den bruger vi også på det banelayout som British GT anvender.
Century Motorsport har gjort et flot stykke arbejde med den skandinaviske Ginetta-racer (Foto: Gripping Media ApS)
Efter søndagens to træninger havde Morten kørt sig ind på banen, og parret kvalificerede sig sjettebedst til starten på det to timer lange løb. Med Aleksander startende i bilen kunne Morten smilende se til at den hvide Ginetta G55 GT4 fra Century Motorsport fulgte godt med i feltet, og endda kørte sig frem til fjerdepladsen.
Med godt en time tilbage af løbet var det tid at få Morten i bilen. Et hurtigt og veludført pitstop senere kørte Morten ud af pitten - og så røg motoren.
En skuffet Morten Dons måtte se til mens konkurrenterne kørte løbet færdigt (Foto: Gripping Media ApS)
- Da jeg kom ud af pitten, begyndte en af motorlamperne at lyse. I bakspejlet var der bare hvid røg, og så vidste jeg godt hvad der var at gøre. Intet.
- Det er drønhamrende surt at måtte udgå, og tekniske fejl er aldrig nogensinde sjove at skulle acceptere. Sådan er motorsport bare en gang imellem, og vi må se at arbejde videre mod næste løb på Silverstone. Teamet har gjort et fint stykke arbejde med bilen, og både Aleks og jeg nød virkelig at køre på banen. Den var krævende og sjov.
Undervejs i weekenden var der da også flere lyspunkter. Blandt andet var Morten blandt de tre hurtigste kørere i GT4-klassen i både tidtagning og warmup.
Næste løb i Avon Tyres British GT er på Silverstone-banen, hvor klassen kører et tre timer langt løb den 1. juni
Morten Dons Media
www.mortendons.com
Gripping Media ApS Læs mere om: Morten DonsRockingham |