I alle tilfælde dominerede Citroën ”kun” det første af de to løb, som indgår i en VM-afdeling, mens de efter to afdelinger sejrsvante franskmænd end ikke fik en podieplacering i Race 2.
3. VM-afdeling fandt sted på Hungaroring nær Budapest i Ungarn. Banen er kendt for at være vanskelig at overhale på og for Citroëns tre kørere var det ideelt, at de kvalificerede sig til de tre bedste startpositioner. Den regerende verdensmester, Yvan Muller (Frankrig), var hurtigst, foran argentineren José Maria Lopéz, der fører VM-kampen i år, og den 9-dobbelte rallyverdensmester, franskmanden Sebastien Loeb.
To sving inde i Race 1 og scenen var sat på Hungaoring: Verdensmesteren Yvan Muller fører foran sin team-kammerat hos Citroën, José Maria Lopéz. Hondas Tiago Monteiro ligger 3’er. Sidstnævnte blev siden nr. 2 i Race 2. (Foto: FIA WTCC)
Udligningsvægt
Imidlertid var Hondas fabrikskørere, de to tidligere Formel 1 kørere, Tiago Monteiro og Gabriele Tarquini fra hhv. Portugal og Italien lige i baghjulet på Citroën’erne. En del af forklaringen på deres fremskridt ligger dog i, at reglementet påbyder udligningsvægt, for at sidestille deltagerne og efter de to første VM-afdelinger er Citroëns C-Elysee WTCC racere nu 60 kg tungere end konkurrenternes biler.
”Dertil kommer,” forklarede Tiago Monteiro ”at vi faktisk også har forbedret vores biler siden sæsonpremieren, så vi regulært nu kun er et halvt sekund efter Citroën.” Og selvom et halvt sekund i Honda’s optik er et halvt sekund for meget, betød det, at den japanske bilproducent ikke havde en chance i søndagens første løb.
Citroën vandt Race 1
Race 1 underbyggede nemlig Citroëns position fra årets første to VM-afdelinger, Yvan Muller samt José Maria Lopèz fulgtes ad til målstregen og gav med andre Honda effektivt baghjul løbet igennem. Monteiro kørte sin Honda Civic WTCC i mål på 3. pladsen foran Tarquinis tilsvarende bil, alt imens Sebastien Loeb oplevede, hvor vanskelig Hungaroring er at overhale på. Han kom dårligt fra start, mistede fire placeringer og dem fik han aldrig igen. Den 9-foldige rallyverdensmester blev nr. 7 i løbet.
I Race to påbyder reglementet, at de 10 bedste fra kvalifikationskørslerne starter i omvendt rækkefølge. Derfor holdt Muller på startopstillingen som nr. 10, Lopéz på niendepladsen, Loeb som nr. 8 og foran dem de to Honda kørere. Tiago Monteiro kunne lektien: Da starten gik avancerede Honda’en fra 7. startposition til 2. pladsen inden første sving og Monteiro måtte resten af løbet ærgrer sig over, at han ikke var nået helt frem i føring, for han havde løbet igennem ingen chance for at passere en anden tidligere Formel 1 kører, Gianni Morbidelli fra Italien.
Morbidelli, som kører en ny såkaldt TC1 udgave af Chevrolet Cruze, tog dermed sin første WTCC-sejr, alt imens Monteiro kom i mål på en efter omstændighederne flot 2. plads, blot 3/10 sekund efter italieneren.
De havde deres hyr
De øvrige topkørere havde også deres hyr med at overhale. Derfor var en 5. plads for Yvan Muller (der var startet 10’er) mindst ligeså flot som Monteiros 2. plads. Lopéz blev nr. 6, mens Tarquini og Loeb hver mistede placeringer og blev hhv. nr. 8 og 9.
Sammenlagt fører Perèz fortsat VM-kampen, mens Yvan Muller har passeret Loeb.
Yokohamas udfordring
Løbene i Ungarn var i øvrigt præget af kølig luft, som kørerne var enige om, passede fremragende til de Yokohama dæk, der køres på i WTCC. Reglementet siger, at deltagerne kun har én type dæk til tørvejr og én type til regnvejr til rådighed.
Yokohamas udfordring er som dækleverandør derfor, at forsyne deltagerne med dæk, der både kan klare skiftende temperaturer og luftfugtighed, samtidig med at de at gode nok til, løbene igennem at kunne holde til de 400 hestekræfter, som bilerne har på forhjulene – og desuden underbygge racerbilernes gode køreegenskaber.
Resultat, Race 1, 3. afd. af WTCC 2014, Hungaroring, (Ungarn):
1. Yvan Muller (FRA), Citroën C-Elysée WTCC, 14 omg.
2. José Maria López (ARG), Citroën C-Elysée WTCC, +1,282s.
3. Tiago Monteiro (PRT), Honda Civic WTCC, +8,961s.
4. Gabriele Tarquini (ITA), Honda Civic WTCC, +13,980s.
5. Mehdi Bennani (MAR), Honda Civic WTCC, +14,747s.
6. Norbert Michelisz (HUN), Honda Civic WTCC, +16,672s
Resultat, Race 2, 3. afd. af WTCC 2014, Hungaroring, (Ungarn):
1. Gianni Morbidelli (ITA), Chevrolet RML Cruze TC1, 14 omg.
2. Tiago Monteiro (PRT), Honda Civic WTCC, +0,350s.
3. Hugo Valente (FRA), Chevrolet RML Cruze TC1, +1,206s.
4. Tom Coronel (NLD), Chevrolet RML Cruze TC1, +5,104s.
5. Yvan Muller (FRA), Citroën C-Elysée WTCC, +5,435s.
6. José Maria López (ARG), Citroën C-Elysée WTCC, +5,605s.
VM-stillingen efter 3. afd. af WTCC 2014, Hungaroring, (Ungarn):
1. José Maria López (ARG), Citroën, 115 points.
2. Yvan Muller (FRA), Citroën, 105 pts.
3. Sebastien Loeb (FRA), Citroën, 84 pts.
4. Tiago Monteiro (PRT), Honda, 65 pts.
5. Gabriele Tarquini (ITA), Honda, 48 pts.
6. Hugo Valente (FRA), Chevrolet, 47 pts.
Næste afdeling af WTCC finder sted d. 10.-11. maj på Slovakia Ring i Slovakiet.
TV-Plan for 4. afdeling af WTCC:
Eurosport International HD:
Lørdag d. 10. maj: 14:15-15:00: Kvalifikation LIVE
Søndag d. 11. maj: 13:00-14:00: Race 1 LIVE
Søndag d. 11. maj: 17:30-18:30: Race 2
Eurosports udsendelsesplan kan desuden ses via dette link: http://tv.eurosport.dk/tvschedule.shtml
Søren Clauding
Eurosport Danmark Læs mere om: Hungaroring04/05/14 - Hungaroring - WTCC |