Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Frederik Mortensen kører Ginetta GT5 Challenge i England

Sportscar racing 
21/02/14 

Fredensborg har ikke i nyere tid været forkælet med store motorsportsnavne, men det har Frederik Mortensen tænkt sig at lave om på. Med projektet Fredensborg til Le Mans 2020 er ambitionerne og kampgejsten i top hos den snart 19-årige racerkører.
 

- Jeg har kørt racerløb siden jeg var en lille dreng, og dengang var det jo bare sjovt. Men som tiden er gået er sporten blevet til dét, jeg vil med mit liv - jeg vil være professionel racerkører og være blandt de bedste i verden.


Frederik Mortensen har sat kurs mod Le Mans i 2020 - første skridt er Ginetta GT5 Challenge i England
(Foto: Gripping Media)

Hvor 2020 for nogle mennesker virker som en prik ude i horisonten, har Frederik travlt for at nå sine mål. De næste år skal gå med at bevise sit værd foran de store teams i udlandet, så de på et tidspunkt tør give den unge nordsjællænder chancen.

- I år skal jeg deltage i den engelske Ginetta GT5 Challenge, hvor vi kører i små sportsvogne på berømte baner som Silverstone og Spa Francorchamps. Det er en opgave, jeg er meget ydmyg omkring, og hele denne sæson er egentlig mest at betegne som et læreår for at få styr på banerne og det sportslige niveau. England er et stort motorsportsland, så konkurrencen bliver hårdere end noget andet, jeg har prøvet!


Det er en Ginetta G40 GT5 som denne, Frederik Mortensen skal køre i den kommende sæson
(Foto: Racefoto.se)

Frederik kører den engelske løbsserie for Century Motorsport, der er et af de mest anerkendte teams i engelsk GT-racing. Det er et punktum for familieteamet, der hidtil har bestået af farmand Lars, onkel Claus og et par ekstra hænder fra tid til anden. Som en ekstra bonus for Frederik, får han følgeskab af et par andre danskere.

Morten Dons, som sidste år vandt det svenske Ginetta GT5-mesterskab og som derfor har stor viden om netop dén bil, Frederik skal køre, deltager i GT4-mesterskabet for Century Motorsport. Derudover har teamet også en dansk autoteknolog-praktikant ansat, og i foråret vil han også komme til at have med Frederik at gøre.

- Jeg glæder mig til at komme i hænderne på et professionelt team. Det har været fedt at have sit eget team med familiemedlemmer til at sørge for alting - det giver jo et stort sammenhold. Nu kan min far fokusere på at nyde racerløbet i stedet for at holde styr på et helt team omkring sig - og med et par andre dygtige danskere omkring mig, kan det kun blive en helt igennem enestående sæson!"

Frederik har netop relanceret sin hjemmeside, FrederikMortensen.dk, hvor man året igennem vil kunne følge ham i tekst og billeder. Den første testdag bliver på Silverstone-banen om kun to uger.

FrederikMortensen.dk

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  • Morten Dons
  •