Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

24H Series

Fra Playstation til asfalten

24H Series 
20/01/14 

Frederik Nymark deltog i årets 24 timers løb på Dubai Autodrome. Inden han havde trillet en meter på banen i Dubai, havde han allerede kørt mere end 300 omgange på banen i sin mini simulator hjemme i Hadsten.
 

Allerede ved ankomsten til banen var der god stemning i teamet. Begge biler, de to Renault Clio biler, var ankommet sikkert til Dubai, så nu skulle de sidste småting gøres klar på bilerne.


(Foto: Stefan Mehl)

Onsdag er dagens første frie træning og Frede glæder sig til at komme på banen. Der er dog også lidt sommerfugle i maven, for det er første gang at han skal køre i en racerbil med forhjulstræk.


Hele AD-Racing/K-Rejser teamet med begge biler, som blev et og to i deres klasse.
(Foto: Stefan Mehl)

”Selv om jeg har kørt flere hundrede omgange på Gran Turismo 6 spillet, opdagede jeg at banen var meget større i virkeligheden end den er på skærmen. Uha der er meget mere asfalt her nede i Dubai end hjemme på skærmen i Hadsten tænkte jeg” fortæller Frederik Nymark om de første omgange på Dubai Autodrome.

Torsdag var der to tidtagninger, men AD-Racing valgte kun at køre i den sidste. I den første tidtagning kører de hurtige biler med og derfor har chaufføren mere travlt med at kigge i spejle end at sætte en god tid. Da Frede ret hurtigt havde fundet sig til rette i den forhjulstrukne Renault Clio og kørt hurtige tider under træningen, var teamet enige om at den unge Nymark skulle køre tidtagningen.


Tidtagningen er i gang.
(Foto: Stefan Mehl)

Da solen begyndte at gå ned over banen, var der atter ved at komme aktivitet i pitten. Alle kørere skulle være med til nattræningen. For Frede var det første gang han skulle køre i mørke.

”Det var faktisk ikke så svært for lyset på banen er rigtig godt, men jeg blev meget overrasket over hvor svært det var at bedømme de hurtige bilers hastighed, man så deres lygter i spejlene, men det var svært at vide hvor hurtigt de kom op dag ved mig” fortalte Frede bagefter.


Nat kørsel er en speciel oplevelse for de fleste af deltagerne.
(Foto: Stefan Mehl)

Fredag eftermiddag begyndte løbet og Frederik kunne se starten fra pitten, da han først skulle i bilen senere. Da mørket igen begyndt at falde på, skulle Frede i bilen og køre sit første stint.

”Da jeg stod klar i pitten og ventede på bilen skulle komme ind, kunne jeg godt mærke lidt sommerfugle i maven og blodet løbe lidt hurtigere rundt i kroppen. Man bliver lidt nervøs når man ved, man skal ud i en bisværm af biler som Ferrari, Porsche Mercedes SLS’er” fortæller Frederik.


Frede på vej i bilen til sit første stint.
(Foto: Stefan Mehl)

Og man kan godt forstå den unge kørers nervøsitet, for der var ikke mindre end 77 biler til start i dette års 24 timers løb i Dubai.
”I starten skulle jeg bare finde en rytme og samtidig give plads til bilerne i de større klasser, så vi ikke blev involveret i uheld. Under de sprintløb jeg normalt deltager i, kører jeg som om selve djævlen var efter mig, men teamet havde bedt mig om at passe på bilen. Det vil sige at man ikke skal køre hårdt på kurben, give plads for hurtige biler og passe på bilens dæk”.

Teamet blev desværre ramt af et uheld. Kort inde i løbet kunne man se bilen med startnummer 107 holde i pit i 26 minutter. Det var dog ikke på grund af buler i bilen, men derimod en defekt brændstofpumpe som teamet var nødt til at udskifte.


Der blev kæmpet i 26 minutter for at få skiftet brændstofpumpen.
(Foto: Nymark Racing)

Nattens andet stint for Frede gik over alt forventning. Et par af konkurrenterne fik små problemer med deres biler og unge Nymark kunne med hurtig og sikker kørsel avancere fra en femteplads i klassen, frem til en andenplads i klassen.

Efter 2 stint og omkring 4 timer i bilen, var der besøg. Ole Lukøje var ankommet og Frede fik en velfortjent lur. Kort efter han var stået op lørdag morgen var der igen besøg. Den verdenskendte trup ’Flying Super Kids’ var i Dubai og besøgte løbet mens det var i gang.


Truppen 'Flying Super Kids' besøgte Frederik i pit garagen.
(Foto: Nymark Racing)

Da Frederik Nymark var den yngste kører i hele feltet valgte truppen at besøge AD-Racing og Frede i pitten. Her fik ’Flying Super Kids’ set et pitstop og efterfølgende viste teamet så truppen rundt i dæk området, med hele 13 containere fyldt med dæk. Der blev tilsammen brugt cirka 7.000 dæk under de fire dage bilerne kørte på banen.

Da Frede satte sig i bilen for sidste gang, skulle han blot bevare bilens andenplads i klassen. Teamets søsterbil lå på en klar førsteplads og der var ingen mulighed for at hente dem. Det var dog ikke blevet nemmere, i løbet af de 22 timer var der havnet så meget skidt på banen i form af dækrester, at det var besværligt når man skulle ud af sporet for af gøre plads for de hurtigere biler. Så da han så det ternede flag, var det en stolt Frederik Nymark der trillede bilen i pit for sidste gang.


Sådan så pit hegnet ud da de to biler fra AD-Racing/K-Rejser kørte over målstregen som nummer et og to.
(Foto: Nymark Racing)

”Det har været en fantastisk oplevelse. Først fik jeg kørt en god tidtagning, senere under løbet mens det store fyrværkeri gik i gang, kørte vi under ’Code60’ - der er kørsel med nedsat fart istedet for opsamling bag en safetycar - hvor jeg kunne se rigtig meget af fyrværkeriet. Og slutteligt fik jeg lov til at køre bilen i mål og vi fik en pokal for andenpladsen. Det er ikke dårligt i mit første 24 timers løb i en forhjulstrækker” slutter en stolt Frederik Nymark.


En stolt Frederik med farmand Flemming, sin faste mekaniker Stig og en pokal.
(Foto: Nymark Racing)

I weekenden fik Frederik prøvet noget nyt. Familien Nymark har fået sig et lille nyt familie medlem. Frederik har fået en lille sund nevø og kan nu kalde sig onkel. Så de næste par dage bliver der tid til lidt familiehygge inden forberedelserne går i gang til den danske sæsonstart.

Nymark Racing
nymarkracing@gmail.com

Selch

Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • AD-Racing
  • Nymark Racing
  • Dubai Autodrome
  • 11/01/14 - Dubai Autodrome - 24H Series
  •