Den store kanin, man kunne håbe på, er Marco Sørensen hos Lotus. Men sandsynligheden er omtrent på niveau med at Helle Thorning skulle blive statsminister i Sverige. Altså ikke særlig stor!
Forklaringen er ret ligetil - Lotus vil have en der kan høste point - og gerne mange point. De er ikke så farligt langt efter Ferrari i kampen om konstruktørernes titel. Sådan som Formel 1 økonomisk er stykket sammen betyder et sæt sølvmedaljer i det VM ganske meget for Lotus, men en hel del mindre for Ferrari. I en anden verden, under andre omstændigheder ville det være oplagt at give debut til enten Marco Sørensen, eller til deres trediekører David Valsecchi. Men når man skal have hentet 26 point, går man efter en mere kendt faktor.
Rygterne vil vide at de prøvede at lokke Hülkenberg, som er favorit til at køre bilen næste sæson, men han takkede nej. Dels har Sauber ikke rigtig nogen grund til at slippe ham, de har også deres kamp at kæmpe. Dernæst vil Hülkenberg nok gerne kombinere det med en aftale om 2014, og den er Lotus måske alligevel ikke helt parate til at lave endnu. Så ingen Hülkenberg hos Lotus endnu.
Andre har været nævnt - Pastor Maldonado - der også leder efter en konkurrencdygtig bil næste år. Han har en aftale med Williams, og de vil sikkert kræve sig betalt for at slippe ham før tid. Igen er det store problem måske i virkeligheden 2014 - Maldonado har ingen lyst til at varme sædet for Hülkenberg, han vil også have noget at lave i '14. Og Lotus er nok mere forelskede i Hülkenberg!
Tilbage står øjeblikkets favorit - Heiki Kovalainen. Som 3. kører hos Caterham, har han flere gange i indeværende sæson været ude at trille om fredagen. Han har erfaring, han er stabil - og han har vundet løb. Kovalainen er ikke noget stort supertalent, men ingen tvivl om at han er god nok til Formel 1 - også bedre end at være gemt væk i garagen hos Caterham. Et par løb for Lotus ville se pænt ud på cv'et - og give finnen en mulighed for at vise sig fra sin bedste side.
Lotus virker som om de tager kampen alvorligt - og vil kæmpe til sidste blodsdråbe. Spørgsmålet er om Ferrari vil det? Fernando Alonso har ikke virket specielt tændt på det sidste. Han har kørt fornuftigt, og formået at time sit løb, så han er sluppet afsted med så godt et resultat som man kunne have håbet på hos Ferrari. At han måske ikke orker at bruge 100% forstår man. For en kører af Alonsos format er tankerne i gang med næste sæson.
Felipe Massa kører for sig selv - og han har fremtiden sikret, så han vil bare gøre det så godt som muligt - specielt ved sæsonfinalen i Brasilien. Tændt er han nok, men Ferrari raceren er ikke en gang rigtig god længere, og Alonso er han altså heller ikke - heller ikke selvom motivationen måske er bedre.
Mercedes har meldt ud at de satser på noget godt her i slutningen af sæsonen - at de sidste to løb ligesom skal definere om sæsonen har været god elller ej. Hvilket jo er noget pjat! De har vundet tre løb i år - været enormt hurtige, men ofte ikke kunnet levere varen i løbene. Sæsonen er defineret for dem - og det er den bedste siden de kom til at hedde Mercedes. Der var det år hvor de hed Brawn - det var bedre! Og så var der dengang de hed Tyrrell og året var 1973 - men det er længe siden! Men ikke desto mindre er det de to seneste sæsoner der er bedre for dem.
For McLaren er der ikke meget at redde. Den seneste slemme sæson var 1980 - og det er ikke fordi der ikke har været halvslemme sæsoner i mellemtiden. I 1980 fik makkerparret Watson og Prost 11 point tilsammen. Med datidens pointsystem ville de to kørere i dag have haft tilsammen otte point - tre til Perez og fem til Button. I 1971 fik de færre point end i 1980, men der var også færre løb at hente dem i. Faktisk er det kun sæsonerne 1966 og 1967 der er dårligere - og der deltog teamet ikke med fuldt program. Så McLaren har fejret 50 år med den ringeste sæson nogensinde.
Reddes kan sæsonen næppe, medmindre der sker enorme mirakler - og det er det pokkers ved mirakler, de sker så sjældent. Perez vil sikkert gerne forlade teamet på en måde så de kommer i tvivl om beslutningen - og et af hans problemer er når han prøver for meget, har det med at gå galt. Button virker lettere opgivende, men det kan sådan set ikke bebrejdes - sæsonen skal bare overståes.
Force India og Sauber ligger midt i feltet. Nogle gange er de bedre end McLaren, andre gange ikke. Force India kan overhale McLaren i VM kampen, mens Sauber er 50 point efter. Heller ikke forhold til Force India er der meget Sauber kan gøre pointmæssigt - der skal hentes 32 point, og det er næppe realistsik. Men derfor kan man jo godt kæmpe om æren - og hvem der egentlig er bedst af de to er en blanding af dagsform og held. Så selvom Sauber slutter efter Force India kan de godt virke som et bedre hold.
Toro Rosse har skuffet i år. De har fået en del point, men har ikke kunnet konkurrere med netop Force India og Sauber. For Red Bull koncernen er det næppe en stor bekymring - de udfylder deres rolle som rugekasse for Red Bull - og skal helt ikke koste for meget at have kørende.
Banen i Austin var ny på kalenderen sidste år, men var et sympatisk bekendtskab med sine dramatiske højdeforskelle. Det skal blive spændende at se om løbet kan holde samme niveau, eller vi er på det tidspunkt i sæsonen hvor Vettel bare vinder al ting, fordi han er den eneste der efterhånden kan?
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Circuit of the Americas17/11/13 - Circuit of the Americas - Formel 1 |