Jan Magnussen og medkører Antonio Garcia er storfavoritter til mesterskabstitlen i den amerikanske Le Mans-serie, som afsluttes med et brag af en finale på Road Atlanta i USA den kommende weekend. Samtidig har Kevin Magnussen gode chancer for at sikre sig mesterskabet i Formel Renault 3.5 World Series, som slutter sæsonen af på Circuit de Catalunya i Spanien.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
"Vi vinder kun det mesterskab, hvis vi holder tungen lige i munden. Det betyder ikke, at vi ikke vil gå efter en sejr i løbet, men vi skal frem for alt sørge for at vinde mesterskabet," forklarer Jan Magnussen.
Løbet er det populære Petit Le Mans, som ikke blot slægter den franske klassiker på med navn, da længden på 10 timer, svarende til 1.000 miles, giver kørere og teams udfordringer i samme grad som til det legendariske 24-timers løb. Af samme årsag bliver Corvette-duoen i denne weekend en trio, da Magnussen og Garcia får selskab af Jordan Taylor, som også har været tredjemand til de seneste to udgaver af 24-timers Le Mans.
"For en gangs skyld ser det rigtig lovende ud for os, for vi er mange point foran den eneste konkurrent, som kan true os. Der er ingen tvivl om, at alle konkurrenter sætter alt ind for at vinde, for der er noget særligt ved at vinde Petit Le Mans, men vi har en stærk og solid bil. Hvis vi er kloge nok til at køre den, presse den, når det er muligt, og trække os, når det er nødvendigt — så har vi rigtig gode chancer for at tage mesterskabet med hjem," lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
Spoler vi tiden nogle måneder tilbage, kunne håbet om et mesterskab imidlertid ligge på et meget lille sted, eftersom Magnussen og Garcia udgik fra et katastrofalt 12-timers-løb på Sebring og således måtte starte sæsonen med nul point på kontoen. Men efter ni ud af i alt 10 løb har duoen som det eneste makkerpar i GT-klassen været øverst på skamlen tre gange og har således forvandlet et mareridt til en suveræn føring i GT-klassen.
Faktisk kan kun én mand true dem nu, og det er er BMW-køreren Dirk Müller, som er 16 point bagefter Corvette-duoen. Med 24 mulige point i finalen betyder det, at Magnussen og Garcia skal sikre sig en 7. plads, før de med sikkerhed kan kalde sig mestre. Sidste år blev de toer, og Jan Magnussen har fire gange vundet det 10 timer lange løb på Road Atlanta.
"Netop fordi løbet varer så lang tid, spiller teamet en kæmpe rolle. Der er flere pitstop og dermed også meget mere strategi end normalt, men heldigvis for os har vi alene i denne sæson bevist, at vi har det stærkeste team bag os. Vi har konstant været bagefter på fart, og det har presset os til netop at være ultraskarpe på teamwork og strategi," forklarer Jan Magnussen.
Det bliver 10. gang Jan Magnussen skal køre det 10 timer lange Petit Le Mans for Corvette Racing — og der er ikke kun tale om det sidste løb i denne sæson, men også det allersidste ALMS-løb, da serien til januar fusionerer med Grand-Am-serien og bliver til United SportsCar Championship. Samtidig bliver det også sidste tjans for selve racerbilen, Corvette C6.R, som i 2014 afløses af den helt nye C7-model.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
Men Petit Le Mans bliver ikke det eneste racerløb, som kommer til at bekymre Jan Magnussen i den kommende weekend. På en anden side af jordkloden, nærmere betegnet på Circuit de Catalunya i Spanien, skal sønnen Kevin nemlig kæmpe om mesterskabstitlen i Formel Renault 3.5 World Series.
Med kun en enkelt løbsweekend tilbage fører Kevin Magnussen suverænt mesterskabsstillingen, men akkurat som sin far kan den 21-årige racerkører først kalde sig mester, når weekendens to afgørende løb har kastet tilstrækkeligt med point af sig.
"Det bliver noget en af en nervepirrende weekend..." lyder det fra Jan Magnussen.
Både Jan og Kevin kan følges LIVE på henholdsvis den amerikanske Le Mans-series officielle hjemmeside (www.alms.com) og TV 2 Zulu.
Kvalifikationen køres fredag d. 18. oktober kl. 19,45 dansk tid
mens løbet køres lørdag d. 19 oktober og starter kl. 17,30 og varer 10 timer.
Jan Magnussen Racing
Læs mere om: Antonio GarciaJan MagnussenCorvette RacingRoad Atlanta19/10/13 - Road Atlanta - ALMS |