DM Rally 15/10/13
|
|
Makkerpar er tilbage i løbet, hvor de skabte fundamentet for deres 2012-sejr Da Ikast og omegns Motor Klub i den sidste oktoberweekend i 2011 afviklede Danboring Rally, udløste løbet den første divisionssejr for Anders Rygaard/Henrik Skott, Korsør/Maribo, i deres nye rallybil. De var dengang netop skiftet til en for dem ny Honda Civic. Tolv måneder senere kunne mandskabet kalde sig Danmarksmestre i 2WD-divisionen. |
Anders Rygaard og Henrik Skott tog en divisionssejr ved det sidste Danboring Rally, som Ikast og omegns Motor Klub arrangerede. (Foto: Morten Alstrup)
Når årets udgave af Danboring Rally køres den 25.-26. oktober i Ikast-Herning-området, er Anders Rygaard/Henrik Skott atter med. Og det er atter i en for dem ny bil.
”Jeg har købt den Peugeot 307 CC, som tidligere blev kørt af bl.a. Kjeld Seidler,” fortæller Anders Rygaard, der nogle dage endnu stadig kan kalde sig Danmarksmester i 2WD-divisionen. Han valgte nemlig grundet bl.a. en familieforøgelse tidligt ikke at forsvare sin titel, men har nu fokus på det kommende løb – og den kommende sæson.
Det er med denne Peugeot 307 CC, at Anders Rygaard (afbilledet) og Henrik Skott vender tilbage til DM-finalen i Ikast-Herning-området (Foto: Morten Alstrup)
”Vi kommer til at bruge Danboring Rally som et testløb, hvor vi kan lære bilen at kende, og så er det ellers planen, at vi skal køre hele DM-sæsonen 2014 med den,” siger chaufføren, som denne gang ikke starter i 2WD-divisionen, men i divisionen for Tunet National.
”Jeg er godt klar over, at det er en hård division, vi kommer til at deltage i, så det gælder virkelig om, at bilen er godt skruet sammen hjemmefra.”
I Tunet National er det de to mandskaber Morten Karl/Finn Thomsen, Svenstrup/Outrup, og Kenneth Madsen/Henrik Dernoff, Dianalund/Ringsted, som kæmper om Danmarksmesterskabet. Det af de to hold, som klarer sig bedst, tager titlen.
”Henrik og jeg er godt klar over, at vi nok ikke bare kører fra Kenneth Madsen og Morten Karl, for man lærer ikke bare en ny rallybil at kende med det samme,” siger Anders Rygaard. ”Men jeg vil satse på at få et godt løb, gennemføre og få nogle kilometer i bilen. Og så vil jeg naturligvis give den max gas!”
Ikast og omegns Motor Klub
Læs mere om: Herning26/10/13 - Herning - DM Rally - DASU mesterskab |