Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Vettel måtte arbejde for sejren

Formel 1 
13/10/13 

God underholdning fra Suzaka
Det blev, igen, Sebastian Vettel, der kom til at stå øverst på skammelen, da løbet i Japan var overstået. Men i modsætning til så mange andre gange, blev han faktisk nødt til at arbejde for sejren i dagens løb. Så selvom resultatet var det samme som altid, fik vi i dag, det der helst skal være - en slags spænding og kamp om resultatet.
 

Den vigtigste mand i dagens løb, var uden tvivl Romain Grosjean. Det er som om franskmanden er blevet to centimeter højere efter Raikkonen meddelte sit exit fra teamet. Dengang blev der kigget på Grosjean og folk tænke, om han mon kunne være ham der skulle lede teamet? Og svaret har han egentlig allerede givet, inden Raikkonen er fortid. Grosjean har været hurtigere, mere stabil og mere moden i sin kørsel i den sidste håndfuld løb, end han tidligere har været i Formel 1. Farten har han altid haft, men nu er han ved at være på plads med alle de andre ting.

Hans hovedrolle i dag, startede da lysene blev slukket og de 22 biler drønede afsted på første omgang. Mark Webber havde en udmærket start, specielt taget i betragtning af hvor tit han har smidt placeringer. I dag kom han fint afsted, men ikke helt hurtigt nok. Vettel var heller ikke hurtig nok og blev overhalet indenom af Grosjean, der fik foræret en inderside på vej mod første sving.

Lewis Hamilton pressede sig ind mellem de to Red Bull racere, og var egentlige foran, men ham og Vettel kom for tæt på hinanden. Mens Vettel slap med ubetydelige skader på frontvingen, og dermed igen demonstrerede sit fætter-Højbenske held, punkterede Hamilton og måtte snige sig tilbage til pitten. Og ikke engang det hjalp - et par omgange senere var det slut - det var åbenbart ikke kun dækket der havde lidt overlast ved sammenstødet med Vettel.

Grosjean kom altså ud af starten i front for løbet. Og der blev han i lang tid. Det var så også her vi så forskellen på en Red Bull og en Lotus. For hvis der havde været en tyr i front, var den stukket af fra de andre, men det havde Grosjean ikke overskuddet til - han måtte pænt bare være glad for at kunne holde fast på førstepladsen.

Da Grosjean forlod banen for at skifte dæk kunne Vettel knalde nogle gode omgange af. Og efter to pitstop var det nok til at han kom ud ganske få sekunder efter franskmanden. På friskere dæk og med en bedre bil, var der ikke meget at gøre for Grosjean, slet ikke da Vettel på langsiden åbnede for DRS'en og sådan set ikke overhalede, men bare kørte forbi.

Mark Webber var hurtig i dag, men var på en tre-stops strategi - og måtte pitte fra en førsteplads, lige efter at Vettel havde overhalet Grosjean. Det sendte ham ned på en 3. plads, men med nye friske dæk, havde han fart på. Han var hurtigere end de to foran, og det kunne måske endda være blevet til en kamp om sejren. Eneste problem for den snart forhenværende Webber, var at han først skulle forbi Grosjean. Og dennegang var franskmanden ikke helt så indstillet på at give sig uden kamp.

Resultatet var givet på forhånd, men det tog Webber en håndfuld omgange at finde en vej forbi Lotus raceren, og dermed mistede han også chancen for at få kontakt med Vettel. Stakkels Grosjean måtte således lade sig nøje med endnu en 3. plads, i et løb han ellers havde ført en stor del af tiden. Men hvor han tidligere virkede som om han overpræsterede de dage han kom på podiet, virker han nu som en der i den grad griber ud efter sin første sejr.

Fernando Alonso og Ferrari havde ikke nogen specielt god dag, men kom dog i mål på en 4. plads, efter at have kæmpet internt med Massa, eksterne med Raikkonen, der tog 5. pladsen - og ikke mindst med en velkørende Hülkenberg, der igen markerede at han fortjener en vinderbil. Et stykke tid hold han 4. plads foran de to tidligere mestre, men i længden kunne han ikke holde dem tilbage. Men en 6. plads er også godkendt.

Weekenden store overraskelse var Gutierrez, der endte på en fornem 7. plads - meget mere end man nogensinde havde forventet af mexicaneren. Han kørte et fint løb, udnyttede sin chance og det faktum af Sauber raceren er blevet betydelig bedre end tidligere på sæsonen.

Nico Rosberg endte på en skuffende 8. plads og viste endnu engang at Mercedes bare ikke har den stabilitet der skal til konstant at være i front. Bag ham kom en anden Mercedes motor, den der skubbede Jenson Button - manden der har fornøjelsen af at være McLarens førstekører i den deres væreste sæson siden 1980!

Det sidste point gik til Massa, der ikke gjorde meget væsen af sig. En periode lå han foran Alonso, men i længden kunne han ikke bidrage med så meget. Han gør ikke meget for at vise andre teams at han er værd at satse på - det er som om hans nærved og næsten VM i 2008 stadig er det, han mener bør bære ham fremad.

Og dermed sluttede en underholdende morgen fra en japansk eftermiddag. Ganske fint løb, men Suzaka er også meget mere racerbane end mange af de andre moderne autodromer.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Suzuka
  • 13/10/13 - Suzuka - Formel 1
  •