Weekendens løb på Jyllandsringen bød på flere højdepunkter for den unge racerkører fra Roskilde. Først lykkedes det ham at kvalificere sig til Superpole med syvendebedste tid, hvilket også blev startplaceringen i heat 1. Et heat Frederik sluttede på ottendepladsen som gav poleposition til heat 2.
Frederik Vodder i Mustang nr. 62. (Foto: Denner Photo)
Da den rullende start til heat 2 gik, holdt Frederik hovedet koldt og holdt hele feltet bag sig. Desværre måtte Frederik senere overlade førstepladsen til Casper Elgaard, og senere i løbet overlod han andenpladsen til sin teamchef John Nielsen, som skulle forbi i sin jagt på mesterskabspoint. Derefter kørte Frederik en sikker tredjeplads, og dermed en podieplads hjem i sin debutweekend i Auto-G DTC.
Frederik Vodder i Mustang nr. 62. (Foto: Jeppe Rimmen)
Før weekenden havde Frederik haft en testdag sammen med Team Polar Seafood Racing, hvor teamchefen, den tidligere Le Mans-vinder, John Nielsen, havde videregivet tips og tricks til hvordan man håndterer den store Ford Mustang med V8-motor.
Frederik udtaler: "Hvilken fantastisk debut; Yngste dansker til start nogensinde i DTC. Med i superpole. Starter i poleposition. Fører et DTC-løb. Og på podie i min debut-weekend". "Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre weekend, og kan mærke nu, at jeg aldrig har følt mig bedre tilpas i en racerbil end i Mustangen"
"Nu arbejder vi hårdt på at få et sæde i DTC i 2014, så jeg kan bevise at det ikke var en engangsforestilling"
Frederik Vodder på podiet med 2 Le Mans-vindere. (Foto: Jeppe Rimmen)
Frederik deltager i år i den franske Peugeot Spider Cup, samt i Danish Endurance Championship, og arbejder på at skaffe det økonomiske grundlag for at køre en fuld sæson i Auto-G DTC i 2014.
Teamchef
Peter Jæger Læs mere om: Frederik VodderJyllandsringen29/09/13 - Jyllandsringen - DTC |