Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

Hva’ba’ – var det os, der vandt?

Citroën DS3 Cup 
02/10/13 

"Danmarksmester 2013 i Citroen DS3 Cup? Det er så teoretisk, at vi ikke spekulerer på det."
Det var standardsvaret hele lørdagen og søndag formiddag til DM-finalen på FDM Jyllandsringen. Kim Lund indrømmede, at der var en meget minimal chance, men hvis Niklas Knudsen var i den sædvanlige form, så var løbet bogstaveligt talt kørt. Men derfor kunne man jo godt køre efter at få de største pokaler med hjem.
 

Den frie træning viste, at Niklas ganske afgjort var i topform med hurtigste tid. Der var trods alt ikke den store afstand, da Kims fjerdeplads var mindre end et sekund langsommere, så med lidt fintuning skulle pole position nok være indenfor rækkevidde.


Racer nr 217 fra den pæne side
(Foto: Gripping Media)

Justeringsarbejdet bar frugt rent tidsmæssigt, da kvalifikationstiden blev bedre end den tid Niklas satte i træningen. Desværre havde Niklas også finjusteret sin bil og henviste Kim Lund til andenpladsen.

- Det var en fejl 40. Hvis vi kigger på sektortiderne fra de forskellige omgange, så skulle jeg have sat den bedste tid, men jeg sjuskede og fik ikke sat dem sammen i den rigtige rækkefølge

Skuffelsen var til at bære, fordi titelrivalerne stadig skulle starte side om side, og holdet brugte derfor resten af dagen på klargøring af bilen til søndagens to heat.


Gennem Mascot-svinget
(Foto: Gripping Media)

Søndag morgen oprandt med samme flotte vejr som lørdag og dannede en perfekt ramme om finalen. De lave temperaturer gjorde asfalten glat, som nogle af kørerne opdagede under opvarmningsomgangen, og starten kunne dermed blive både spændende og afgørende for udfaldet af heatet. Da starten gik, skød Kim frem og erobrede teten med Niklas et mulehår efter. Den rækkefølge holdt sig helt til mål, men ikke uden hård kamp. Niklas var tydeligt hurtigst nogle steder, men erfaring og hjemmebanefordelen gjorde raceren med nr 217 bred som startbilen på en travbane.

”Han er fantastisk til at ligge i vejen uden at det koster ham tid”, måtte Niklas indrømme i pausen inden det afgørende heat. På dette tidspunkt havde alle en opfattelse af, at mesterskabet var afgjort til Niklas’ fordel, men teknisk kontrol efter heatet afslørede, at den unge sønderjyde havde haft et uregistreret dæk på bilen. Det takseres til udelukkelse af heatet og dermed må resultatet ikke medtages i pointberegningen. Og hvorfor er det så interessant ?

Hver kører skal fratrække de to dårligste resultater ved opgørelsen af pointsummen. Kim er i løbet af sæsonen udgået to gange, hvor han er blevet noteret for 0 point. Han skal derfor fratrække 0 point for de to dårligste resultater. Niklas har derimod scoret flotte point i alle løb og havde et forspring på 24 point inden finalen. Det burde være en komfortabel udgangsposition, men så kom udelukkelsen i vejen. Hvis man måtte medregne en udelukkelse med 0 point, vil man få en fordel, hvis man ellers er tvunget til at smide et løb med f.eks. 22 point væk, og det var præcis den situation Niklas pludselig stod i. Hvis han måtte medtage formiddagens heat i udregningen ville han kun have brug for to point for at sikre sig mesterskabet. Nu var han tvunget til at vinde det sidste heat for at opnå en score på 219 point. Hvis Kim tog andenpladsen ville han maksimalt kunne få 214 point, men vandt Kim med Niklas på andenpladsen ville Kim vinde med 217 mod 216 point. Den finregning var ingen af kombattanterne klar over, men begge ville sikre sig maksimale point og den største pokal.


Bred som en mejetærsker
(Foto: Gripping Media)

Derfor blev tilskuerne nu vidne til en kamp over alle omgange, hvor Niklas konstant forsøgte at komme forbi Kim Lund. Alle angreb blev afvist og til begges ros blev løbet kørt uden kontroverser. Da det ternede flag faldt, gik der et stykke tid, før man med sikkerhed kunne sætte to streger under facit og udråbe Kim Lund til mester for 2013.

- Vores sæson startede først rigtigt, da vi var på Sturup og Flemming Schleimann gav mig en lykkeskilling. Inden da havde vi haft alverdens problemer med tekniske defekter og en rulletur, men mekanikernes hårde og motiverede indsats har gjort, at vi kunne køre gode resultater hjem resten af sæsonen.

Det noget overraskende mesterskab stillede pludselig store krav til logistikken, men der er ikke den store forskel på reservedele og champagne, så i løbet af kort tid kunne sponsorer, gæster og ikke mindst mekanikerne skåle for mesteren på passende vis.


Pokalen er hjemme
(Foto: Gripping Media)

Det var afslutningen på en meget turbulent sæson, hvor teamet har været helt nede og været parate til at sælge bilen, og så den lange klatretur tilbage i kampen om pointene, inden anstrengelserne blev kronet med mesterskabstitlen. Nu skal bilen have en tiltrængt overhaling, så den er helt på mærkerne til næste sæson.

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Madbull Racing
  • Jyllandsringen
  • 29/09/13 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup
  •