Teenageren, som sidste år scorede en flot andenplads i 1600 Challenge-mesterskabet, fik allerede inden sæsonstart buler i bilen under en testdag, og det hele kulminerede med en voldsom afkørsel ved byløbet i Göteborg, hvor han efter en afkørsel blev ramt bagfra af en anden uheldig konkurrent. Et uheld, som kostede deltagelsen i flere løb, mens kroppen fik hvile.
- 2013 har været et dyrt år med alle de skader, jeg har påført bilen … men der har været et par solide lyspunkter. Når der ikke har været tekniske problemer eller skader på bilen, har jeg været med helt i toppen af klassen, som er direkte leverandør af talenter til STCC.
En glad Frederik Mortensen efter topresultat på Mantorp Park (Foto: Racefoto.se)
I sæsonafslutningen på Mantorp Park fik Frederik vist sig selv og omverdenen, at talentet stadigvæk er til stede. Efter en fornuftig kvalifikation, hvor Fredensborg-køreren blev nummer seks, måtte han i første race kæmpe for at finde farten i den røde Clio. I andet og sidste løb var farten - og Frederik - tilbage.
- Jeg ved ikke hvad, men noget var sket mellem første og andet løb. Jeg fik givet gas og var igen konkurrencedygtig som bare pokker. Selvom jeg fik lidt ridser i lakken var jeg med helt i front, og sluttede løbet på tredjepladsen!
Niveauet er højt i JTCC - det er det også hos Frederik (Foto: Racefoto.se)
Konkurrenceniveauet i JTCC blev også bevist i weekenden på Mantorp Park, hvor årets JTCC-mester stillede op i STCC-klassen og gav flere anerkendte konkurrenter kamp til stregen. Frederik selv har ved flere lejligheder kørt lige op med - og hurtigere end - årets mester, og dét er noget som giver motivation:
- At se at Andreas (Wernersson, red.) gøre det så godt i den svenske topklasse har virkelig motiveret mig. Det beviser at niveauet i JTCC har været enormt højt, og selvom jeg har været uheldig, har jeg bevist at mit talent er til stede og at jeg kan være med helt i toppen.
I den kommende weekend er Frederik at finde på FDM Jyllandsringen, hvor han og Lamotek Racing afslutter sæsonen med deltagelse i Sunoco SSC-klassen.
Gripping Media ApS Læs mere om: Frederik MortensenJyllandsringen29/09/13 - Jyllandsringen - Special Saloon |