DM Rally 03/09/13
|
|
Vil man vinde et Danmarksmesterskab i rally, er der ikke tid til at skubbe rundt med bilen, så tæller kun én ting: speederen i bund og fuld fart i højeste gear. Men feltets førende hold i Division A for 4-hjulstrukne biler, Tim Svanholt, Roskilde og Carina Møller, Tåstrup, var nødt til at skubbe til deres bil, for gear var netop, hvad der manglede i den fjerde af årets seks DM-runder. |
- Kort efter starten på den anden af ialt ti hastighedsprøver i Sydhavsrally på Lolland forsvandt forbindelsen til gearkassen, så Carina måtte ud og skubbe til bilen, mens jeg forsøgte at finde bare ét af de fem gear, så vi kunne fortsætte, forklarede Tim Svanholt efterfølgende. Imens sprintede konkurrenterne afsted alt, hvad deres biler kunne rende, så det tegnede til en regulær nedtur for Svanholt og Møller, der ved løbets start havde en føring på 14 point efter de tre første DM-runder.
(Foto: Svanholt Motorsport)
Det lykkedes dog at få bilen op i femte gear og gennemføre den efterfølgende hastighedsprøve i Horslunde før der blev tid til at se nærmere på bilen. Miseren viste sig at være en knækket aksel i skiftemekanismen, så det var blevet til en tidlig sortie for Roskilde-Tåstrup holdet, hvis det ikke havde været for konkurrenten Dennis Pleidrup fra Horsens, der ligesom Tim Svanholt kører i en Mitsubishi Lance. Pleidrup var allerede udgået, og da han hørte om Svanholts problem tilbød han galant at denne kunne tage skiftemekanismen fra hans bil, så i løbet af 20 minutter fik servicefolk fra de to Mitsubishi-team skruet af og på de to biler, så Svanholt og Møller kunne komme videre i forsvaret af deres DM-føring.
(Foto: Svanholt Motorsport)
- Og det lykkedes selvom vi naturligvis mistede megen tid i forhold til konkurrenterne, men vi kom igennem og fik fem DM-point med hjem, så når vi om tre uger starter i årets næstsidste DM-runde starter i Vejle, har vi stadig et forspring på to point at forsvare, tilføjede Tim Svanholt, før han pakkede sammen for at køre hjem og få repareret gearkassen til semifinalen.
(Foto: Svanholt Motorsport)
DM-stillingen i Division A efter fire DM-runder:
1. Tim Svanholt-Carina Møller, Roskilde-Tåstrup, Mitsubishi Lance Evo IX, 52 p.
2. Ib Kragh-Mie Petersen, Juelsminde-Rårup, Peugeot 207 Super 2000, 50 p.
3. Christian Jensen-Freddy Pedersen, Ans-Borre, Peugeot 207 Super 2000, 49 p.
4. Esben Hegelund-Ole R. Frederiksen, Hadsten-Holbæk, Peugeot 207 Super 2000, 37 p.
5. Torben Sørensen-Henrik Petersen, Randers-Hobro, Subaru mpreza N12, 32 p.
6. Steen Andersen-Iben Louring, Brøndby-København, Mitsibishi Lance Evo X, 31 p.
Svanholt Motorsport
Læs mere om: Nykøbing FPadborg Park31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab07/09/13 - Padborg Park - Legends Car Cup - DM |