RS Competition dominerer ved DSK i Thy |
Dansk Super Kart 03/09/13
|
|
– debut og sejr til Thorsen og Vesti Med support fra TK Racing deltog RS Competition ved Dansk Super Kart 7. og 8. afdeling, afholdt i Thy, hvor teamet kort forinden også havde deltaget i femte afdeling af Rotax Max Challenge serien. Kørerbesætningen bestod af Frederik Vesti og Malthe Jakobsen i Cadett Junior, mens Kristian Thorsen, som normalt er at finde i Rotax Junior, havde fundet sig godt til rette i KF2. For både Malthe og Kristian var løbet deres debut i Super Kart serien, mens Frederik efterhånden er et kendt ansigt i Cadett Junior klassen. |
|
Det danske sommervejr bød på store udfordringer for RS chaufførerne, og et skifte mellem tør- og regnvejr prægede hele weekenden. Det gjaldt derfor om at holde tungen lige i munden, og især for Frederik Vesti i den intense kamp om pointene i DSK mesterskabet. For Malthe Jakobsen var det ikke kun en DSK debut, men også første gang i Cadett Junior klassen, men på trods af de hyppige vejrskift og et felt på 23 deltagere, tog far Lasse og Malthe udfordringen med oprejst pande og følte sig godt tilpas på sin hjemmebane. Til søndagens løb kom Malthe godt af sted, da han fra en 20. plads i tidtagningen avancerede til en 10. og 12. plads i de to indledende heats og dermed kunne starte finalen som nummer 8. Med en næsten tør bane var det sort uheld, da Malthe ramte en vandpyt og dermed blev sendt på en lille snurretur og henvist til 19. pladsen. En ellers flot avancering fra lørdagens løb og en flot debut i DSK som en af de yngste kørere i klassen.
Frederik Vesti og Kristian Thorsen efter en indbringende weekend i Thy
Sammen med Dansk Super Kart køres også DASU Junior Cuppen, som blev afsluttet i Thy, og her blev det til en flot tredjeplads til Frederik, der med en propfyldt løbskalender gang på gang leverer topresultater. Lørdag lagde Frederik dog knap så godt ud, da det i tidtagningen kun blev til en 8. plads. Men for alle, der har set Frederik køre løb, kan der ikke herske tvivl om, at han arbejder sig tilbage. Og det gjorde han og kvitterede i finalen med en andenplads. Søndag startede bedre ud med en 5. plads, der i finalen blev vekslet til en flot sejr og dermed vigtige point til mesterskabet.
For unge Kristian Thorsen blev det en debut i særklasse, og der var ikke meget at komme efter. Han var knivskarp og dominerende i KF2 feltet, og sikrede sig både lørdag og søndag en solid finalesejr – og dette foran flere kørere indplaceret i DASUs talentprogram, blandt andre Magnus Ruud Kjær, som forrige år deltog ved U18 Verdensmesterskabet.
Kristian Thorsen i KF2 er kommet for at blive og planlægger at deltage ved de sidste to afdelinger, der køres i Søndersø og Grindsted. Her bliver det spændende at se, om han kan levere endnu en sejr.
RS Competition Læs mere om: RS Competition/K-Tech |
|
| |