Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Stærk opstilling til Suzuki Sydhavsrally

DM Rally 
28/08/13 

Suzuki Motorsport kommer med en stærk opstilling, når man deltager i årets Suzuki Sydhavsrally, der køres den 30.-31. august på Vestlolland. Tre biler indsætter teamet i kampen om sejre, pokaler og DM-point i den hårde Tunet National-division. Her skal Danmarksmestrene Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Dianalund/Ringsted) målrettet gå efter at forsvare deres DM-føring, mens René Harms/Lone Otto (Nørre Alslev/Fredensborg) og Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) skal bakke dem godt op.
 

”I kampen om Danmarksmesterskabet er det blevet lidt lettere, fordi en af vores konkurrenter er skiftet til en anden division, og det er lidt ærgerligt, for det havde været sjovere, hvis der var mere kamp,” siger Kenneth Madsen.

”Men der er stadigvæk andre konkurrenter. Morten Karl er jo en hård nød at knække. Han har godt nok ikke så mange DM-point, men på dagen er han svær at slå. Sammen med Rasmus Sørensen er Morten Karl køreren, vi skal holde øje med fremover – i hvert fald pointmæssigt.”


Kenneth Madsen og Henrik Dernoff har fået flere hestekræfter under motorhjelmen
(Foto: Suzuki Motorsport)

Til Suzuki Sydhavsrally stiller Kenneth Madsen/Henrik Dernoff op på en nyudviklet motor, der dels har et større drejningsmoment, dels yder godt 20 hestekræfter mere end den hidtidige motor i Suzuki Swiften.

”Den glæder jeg mig virkelig til at prøve i weekenden, og jeg håber, at det vil styrke os i kampen mod Morten Karl,” siger Kenneth Madsen. ”Men vi skal stadigvæk køre med indersiden af hovedet og holde en så høj fart som muligt, fordi vi skal have point. Det er lidt af en balancegang.”

”Vi skal støtte Kenneth og Henrik, så de kan få så mange point, at de kan blive Danmarksmestre igen,” siger teamchef Anders Lysen, som denne gang også selv skal køre. ”Det glæder jeg mig til, og det bliver dejligt at komme ud at køre DM igen. Det er tæt på min bopæl, og det passer mig rigtig godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er derfor, at jeg stiller op.”

Tidligere på måneden måtte Anders Lysen/John Madsen udgå med en motorbrand. ”Bilen er lavet igen, og vi er fit for fight,” siger Anders Lysen. ”Alle bilerne er nu gået igennem for at sikre, at vi ikke oplever en gentagelse.”


Anders Lysen får årets første DM-start
(Foto: Suzuki Motorsport)

Også den Suzuki Swift Maxi 1600, som René Harms/Lone Otto deltog med ved samme arrangement er blevet serviceret efter alle kunstens regler.

”Det var metaltræthed i en joint, som gjorde, at vi måtte udgå i Fårvang. Det er umuligt at opdage på forhånd, men heldigvis har vi en masse dygtige mennesker i Suzuki Motorsport, så bilen kommer til at virke i det kommende løb,” siger René Harms.

”Jeg har været noget uheldig i denne her sæson, så Lone og jeg har en klar målsætning om, at vi skal have bilen i mål, så vi kan få kørt noget. Det skulle være muligt i løbet, for der er masser af gode kilometer i løbet.”


Rene Harms og Lone Otto ser frem til Suzuki Sydhavsrally
(Foto: Suzuki Motorsport)

Han afviser at være lokalfavorit, selv om han bl.a. er medlem af den arrangerende klub.

”Jeg har ingen hjemmebanefordel,” siger han, ”for jeg kender slet ikke det vestlige Lolland, for det ligger længere væk end Suzuki-værkstedet i Sorø. Det gælder bare om at kæmpe så godt, vi kan, men der er hård konkurrence i klassen. Jesper Bisted kører i en bil magen til min, og der er også andre gode kørere med.”

Suzuki Motorsport
Teamchef Anders Lysen


Læs mere om:
  • Nykøbing F
  • 31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab
  •