(Foto: Jan Magnussen Racing)
"Det er svært sådan rigtig at være utilfreds over resultatet, når tingene nu udviklede sig, som de gjorde," forklarer Jan Magnussen.
Under kvalifikationen lørdag eftermiddag forlod danskeren — som på det tidspunkt lå P2 i GT-klassen — asfalten i et af banens hurtigste sving og ramte dækbarrieren med høj fart, hvilket resulterede i alvorlige skader på den gule Corvette.
"Det var et af de crash, der så voldsomme ud, men hvor der intet skete med mig. Bilen fik til gengæld nogle hårde slag, og gutterne i teamet måtte arbejde hårdt på at få den køreklar igen. Stort set alt udover chassis, motor og gearkasse blev skiftet, og ved midnat var de færdige," forklarer Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
"Søndag morgen startede vi den så op og kørte Warm Up, hvor vi igen var blandt de hurtigste! Bilen kørte som om intet var hændt, hvilket endnu en gang viser, hvor hamrende dygtigt et team, vi har bag os,"
Mødet med dækbarrieren betød til gengæld, at Magnussen og Garcia blev yderligere straffet med en startplacering helt bagest i feltet.
Da løbet blev sat i gang søndag eftermiddag, ventede der således duoen en større udfordring. Der blev valgt et kort pitstop relativt tidligt i løbet, hvor chancen for en periode med gult flag og safetycar er høje. Men til forskel fra sæsonens andre ALMS-løb var perioderne med gult flag denne gang yderst begrænsede. Planen virkede ikke.
"Der var ikke anden vej end at kæmpe sig op gennem pladserne og holde sig udenfor problemer. Mosport er en spektakulær bane med høje gennemsnitshastigheder, og vi så blandt andet, at Viper-teamet er vendt tilbage med fornyet kraft. De kørte virkelig stærkt, og var ganske enkelt svære at hente ind på," siger Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
Det var Antonio Garca, som startede løbet i Corvette #3, og han havde kørt bilen op på en syvendeplads, da Magnussen overtog rattet. Danskeren overhalede blandt andet de to BMW'er, som ellers dominerede på Lime Rock for to uger siden, og hentede yderligere en placering, da Viper #93 røg af banen og siden fik en tidsstraf. Denne kom dog hurtigt tilbage igen.
"Den lå lige bag mig under en periode med gult flag, og da løbet atter blev givet frit, skete det i et sving, hvor jeg lige præcis ikke havde moment nok til at holde ham bag mig, og så smuttede han udenom," forklarer Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede femte afdeling af American Le Mans Series 2013 på en fjerdeplads. Bedre gik det for holdkammeraterne Oliver Gavin og Tommy Milner i Corvette #4, som blev løbets sejrsherrer efter en nervepirrende afslutning, hvor Milner måtte kæmpe hårdt mod en aggressiv Viper.
"Som sagt var det et løb, hvor vi absolut intet fik foræret. Vi måtte virkelig kæmpe, og set i lyset af, hvad der skete lørdag eftermiddag, kan vi kun være tilfredse med, at vi trods alt fik nogle point med hjem. Vi er nu nummer tre i mesterskabet, og vi er tættere på den førende end før."
Jan Magnussen Racing
Nikolaj Karlshøj
Læs mere om: Mosport Park21/07/13 - Mosport Park - ALMS |