VM 2013 er aldrig blevet helt så spændende som man kunne have håbet på. Uanset hvor meget Red Bull har brokket sig over dækkene, så har det østrigske team nu alligevel fået mere ud af det hele end alle andre. Man kan aldrig gardere sig mod tilfælde, uheld og abnorme omstændigheder, men som det er nu, så vil Vettel hente sit fjerde VM i år og spændingen er blevet reduceret til hvem der kan tage sølvmedaljerne.
Det er ikke Red Bulls problem at de andre ikke præsterer godt nok. Sæsonen i år minder i et vist omfang om Ferraris glade dage med Schumacher for en ti år siden - der var dominansen bare endnu mere udtalt. Men problemet er det samme - de andre gør ikke deres arbejde godt nok!
På sin vis er Mercedes dem der har gjort det bedst. På de rigtige baner, på de rigtige dage, er de overlegne. De er simpelthen bedre end Red Bull - når omstændighederne er til det. Og det er der Red Bull vinder, for deres bil er mindre afhængig af omstændigheder.
Ferrari har endnu en gang præsteret at give Fernando Alonso en udmærket bil, som bare ikke er en VM vinder. Den kan godt, men ikke hele tiden og ikke altid lige godt. Spanieren fortjener bedre!
Lotus har ikke kapaciteten til at være med helt i front. Kimi Raikkonen gør et fremragende stykke arbejde, men på en eller anden måde er det hele tiden op ad bakke. Der går mange rygter om finnen. Han har været sat i forbindelse med Red Bull som afløser for Webber og med Ferrari som afløser for Massa. Sandsynligvis bliver han hos Lotus. Flere penge til teamet vil kunne løfte dem!
McLaren har været den store skuffelse i år. Sidste år havde de gode og dårlige perioder - i år har været en lang dårlig periode. McLaren ligger og slås med Force India og Toro Rosso og er blevet reduceret til et midterhold. Selv podieplaceringer virker i øjeblikket næsten uden for rækkevidde. Og der er længe til 2015 og Honda motorer. Kørerne gør det så godt de kan, men der er ikke meget en god kører kan gøre med en sløv bil nu om dage.
Williams har også været en skuffelse. Sidste år gik ikke så godt som det kunne, fordi Maldonado kørte for meget af. I år er det hele bare gået skidt - og i stedet for at slås i midten kæmper de nærmest for at holde bunden på afstand.
Resten af feltet er cirka der hvor man kunne forvente det. Ingen store fremskridt, eller det modsatte. Ingen der har rykket sig markant i forhold til sidste år. Blandt kørerne virker det dog tydeligt at både di Resta og Hülkenberg er for gode til deres biler og fortjener en chance længere fremme i feltet.
Hos Toro Rosso er nerverne også på højkant - men det er mere udsigten til Webbers farvel og dermed et ledigt sæde hos moderteamet Red Bull, der tænder gnister der. Ricciardo ligner en favorit, men indtil videre har han ikke været konstant. Vergné har til tider været mere konstant, men han ligner ikke altid en der bliver ret meget bedre.
Ungarn er en snæver og kort bane - og rå styrke betyder ikke ret meget der. Det vil nok ikke ændre meget på at forhåndsfavoritten er tysker og hedder Sebastian til fornavn. Og uanset hvad - når løbet på søndag er ovre, så fører han stadig i VM.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Hungaroring28/07/13 - Hungaroring - Formel 1 |