Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Hattrick udløste mesterskabsføring til Michael Markussen

Formel Ford - DK 
01/07/13 

Fire kørere skilte sig ud ved Formel Ford-klassens tre løb på Padborg Park
Der er kommet en ny mand i toppen af mesterskabstabellen for den danske Formel Ford-serie. Ny mand er måske så meget sagt, for da sæsonen startede i Danmarks hurtigste racerklasse, var det Michael Markussen, Kolding, som toppede tabellen, for så efterfølgende at miste føringen til sin teamkammerat Lasse Sørensen, Svenstrup. Men nu er Michael Markussen tilbage i front.
 

Recepten bestod i et hattrick af sejre ved weekendens mesterskabsafdeling på Padborg Park, hvor specielt fire kørere skilte sig ud i toppen af feltet. Foruden Michael Markussen og Lasse Sørensen var det Frederik Schandorff, Rønde, og Joakim Darbom, Sverige. Svenskeren var således den eneste kører udover Michael Markussen, som fik lejlighed til at føre et løb på Padborg Park, da han i den første tredjedel af weekendens andet løb lå i spidsen for feltet, inden han måtte overgive sig for presset fra Michael Markussen. Netop Joakim Darbom var den eneste kører, som på Padborg Park reelt pressede Michael Markussen, men som løbene skred frem, måtte Joakim Darbom til sidst slippe taget i ham.


Michael Markussen (forrest til højre) formåede at være i front for alle tre løb på Padborg Park
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Frederik Schandorff formåede også på et tidspunkt at holde Michael Markussen bag sig, men det blev en kortvarig fornøjelse i det andet løb, hvor han kortvarigt var fremme på andenpladsen. Frederik Schandorff havde under weekendens første løb noteret sig karrierens bedste resultat med en andenplads, men måtte udgå i det afsluttende heat.

Frederik Schandorff var dog ikke den eneste af sæsonens nye kørere, som på Padborg Park gjorde sig positivt bemærket. Det gjorde Nicklas Ingemann, Vejle, og debutanten Mathias Smith, Nibe, også.


Mathias Smith klarede sig godt i sit debutløb i Formel Ford
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Nicklas Ingemann havde således i sin første tidtagning overhovedet på Padborg Park kvalificeret sig til en startposition som nummer fire og viste i weekendens to afsluttende løb nogle fantastiske evner til at overhale. Et totalt kikset start bragte ham nemlig ned på 16. og sidstepladsen, men herfra formåede han at arbejde sig op på sjettepladsen i det ene heat, mens han desværre mistede en fjerdeplads i sidste heat, da hans bil viste sig at have for lav frihøjde!

Mathias Smith leverede også godt race og masser af fightervilje, da han gennem det afsluttende heat havde nogle drabelige nærkampe med teamkammeraten Slavko Ivanovic, København, som han endte med at besejre.

Blandt kørerne i Zetec Cuppen for bilerne med de ældre og tungere Zetec-motorer fik Alexander Jönsson, Sverige, det bedste udbytte af weekenden. Godt nok var det første gang, han var til start på Padborg Park, men to gange formåede han at krydse målstregen som bedste Zetec-kører, og i det løb, hvor han ikke gjorde det, sluttede han som toer efter Mathias Storbank, Give.

Netop Mathias Storbank fik udbygget sin føring i Zetec Cuppen, hvilket endda skete til trods for et afsluttende løb, hvor han var involveret i nærkampe med bl.a. Christian Schandorff, Rønde, Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, og Lasse Jakobi Ougaard, Odder, så han måtte indkassere sæsonens hidtil dårligste resultat.

www.formelford.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 30/06/13 - Padborg Park - Formel Ford - DK
  •