Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Renaulten, solskin og en tur på (Himmer)landet

DM Rally 
19/06/13 

Solen skinnede klart for oven, mågerne kiggede med og med bølgeskvulp i ørerne, fandt Hammer Motorsport sig hurtigt til rette i de perfekte rammer på havnen i Hobro, da Ecotech Rally Himmerland/DM 3 løb af stablen lørdag. Fra morgenstunden tilsmilede vejrguderne den velplanlagte event, og man kunne derfor ikke andet end at holde humøret højt.
 

Alle mand var klar til dagens strabadser, og fra nær og fjern var Danmarks fineste i Rally-disciplinen kommet valfartende til. For at dyste og for at føle hinanden på tænderne.

Selve løbet startede en anelse besværet med en pirouette i Renaulten, der kostede en del tid på dagens anden prøve. Det kneb samtidig med at finde rytme i bilen, selvom hele teamet kæmpede bravt. Prøve 2-4 krævede sit af ekvipagen, da disse havde mange lige strækninger. Ikke lige en kop te for Hammer Motorsports type bil, der arbejdede på begrænseren så det stod efter. Middagspausen blev flittigt brugt på at pusle lidt om bilen, og lave små justeringer, der skulle sende lidt mere medvind i topsejlene. På prøve fire og fem begyndte farten at melde sin ankomst imellem kaptajn Hammer og styrmand Lassen, men desværre betød en lille afkørsel på prøve 5, at effekten udeblev på resultatlisten. Nysum-banen dannede rammen om prøve 7, men desværre måtte Renaultens forhjulstræk vige for gruset, på trods af de få kilometer.

Prøve 8 blev aflyst, da Kim Madsen og Line Lykke Jensen kørte deres Peugeot Maxi af vejen og rullede flere gange. Hammer/Lassen var først på stedet, og gjorde hvad de kunne for at hjælpe de forulykkede. Prøven blev afsluttet med en beregnet tid.

Dagens ræs sluttede med en førsteplads i klassen, en førsteplads i divisionen og en tiendeplads generelt. Stort tillykke skal der lyde til Esben Hegelund og Carsten Isaksen, der flot sikrede sig den samlede sejr i deres Peugeot S2000. Dagens resultater krævede det bedste af Hammer Motorsport! God dag og et godt ræs.

Nu glæder Hammer Motorsport sig bare til DM 4 – Sydhavs Rally 30/31. august. Ses vi?

Hammer Motorsport


Læs mere om:
  • Klaus Hammer
  • 15/06/13 - Hobro - DM Rally - DASU mesterskab
  •