Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - JTCC

Endelig! Dansk gennembrud i JTCC Clio Cup

Clio Cup - JTCC 
12/06/13 

- Frederik Mortensen på dobbelt podie
Danske Frederik Mortensen har haft en hård start på sin svenske JTCC Clio Cup satsning, men på Solvalla i den forløbne weekend viste den 18 årige dansker, at han har hvad der skal til for at komme helt til tops i klassen lige under Swedish Touring Car Championship.
 

Med to andenpladser ud af to mulige på den mest udfordrende bane på hele kalenderen, har Frederik allerede fået tilnavnet ”Danish Dynamite” af stævnespeakeren på den svenske travbane udenfor Stockholm, der for en weekend er lavet om til en rigtig racerbane. En bane der ikke ligner noget som Frederik har kørt på før, derfor var han også glad for at kunne trække på tips fra den danske, tidligere STCC kører Michel Nykjær, som tidligere har haft succes på banen.


Frederik Mortensen lavede et fabelagtigt resultat på travbanen i Stockholm
(Foto: Racefoto.se)

Allerede under træningen fredag i højt solskin havde han fundet farten, den Dannebrogsfarvede Renault Clio Cup racer var næsthurtigst på den snævre 1200 meter lange bane, der med betonbarrierer i bremsezonerne mest minder om en bybane.

”Det er jo ikke en rigtig racerbane, nok mere en showbane, ” fortæller Frederik. ”Men det er en rigtig spændende udfordring, og der er rigtigt mange tilskuere på tribunerne. Banen ligger jo i Stockholm, og det er en dejlig måde for os at vise vores sponsorer og motorsport frem på foran de mange tusinde tilskuere.”

Næste punkt på programmet fredag eftermiddag var kvalifikationen, som skal bestemme startpositionerne forud for lørdagens første heat. Men man ved aldrig hvad der sker på Solvalla! Bedst som bilen skulle sendes ud på banen, blev al kørsel indstillet og resten af fredagens program aflyst.


Fuld gas mod første sving
(Foto: Racefoto.se)

Kombinationen af 26 grader, ny asfalt ovenpå travbanens grus og STCC bilernes enorme downforce havde skubbet asfalten i bremsezonerne, et problem som betød at løbsledelsen skulle lægge ny asfalt fredag aften. Lørdag morgen klokken 09.20 gik starten på en kort, men intens kvalifikation. En startplacering som femtehurtigst er stadig meget tilfredsstillende i et så stærkt og rutineret felt.

Lørdagens første heat blev kørt ved middagstid, og Frederik tog allerede en placering i starten. Således lå han lige bagved Henric Skoog på trediepladsen, som bød op til en episk duel sving efter sving som Frederik vandt. Køreren på andenpladsen kørte i betonvæggen på baglangsiden. Springet op til den førende Andreas Wernersson var for stort, og Frederik valgte modent at passe på bilen og sin første podieplacering i JTCC Clio Cup.

”Banen er rigtig kort, og man skal virkeligt kæmpe for at finde overhalingsmulighederne. Men jeg har fundet et par steder, og det så ud til at virke. Det var virkeligt dejligt med en tæt, men fair fight hele vejen igennem løbet. Jeg skal lige vænne mig til at blive interviewet til svensk SVT TV efter et racerløb, men det er en dejlig oplevelse. Jeg blev påkørt på Ring Knutstorp, så det er dejligt at få den fremgang. Det synes jeg virkeligt at teamet har fortjent. Stævnespeakeren kalder mig for Danish Dynamite, og det har jeg tænkt mig at leve op til!”


Danish Dynamite!
(Foto: Racefoto.se)

Andet heat blev kørt lørdag eftermiddag klokken 16.05, og Frederiks bedste omgangstid på 51,655 havde kvalificeret ham til første startrække lige bag Andreas Wernersson, blot få tusindedele efter den forsvarende JTCC mester der har kørt på banen sidste år.

Målet var at komme hjem med en hel bil, og bibeholde placeringen som gav rigtigt gode mesterskabspoint. Men Frederik er en fighter, og jagten gik hurtigt ind på Wernersson. Efter en lang kamp valgte den 18 årige dansker dog at passe på sin position, og de 36 point de to andenpladser vil give ham i det samlede mesterskab. Efter endnu et TV interview, var det en rigtig glad Frederik Mortensen der kan se frem mod næste løb i Göteborg.

”Den sidste måned har været hård. Jeg blev påkørt på Ring Knutstorp, min nakke har det stadig ikke helt godt. Men det er klart, at de to podieplaceringer hjælper på hele teamets motivation. Wernersson er regerende Clio Cup mester, og vi har aldrig kørt på Solvalla før. Så det er dejligt at vide, at jeg har farten til at kæmpe mod de bedste i JTCC, selv på baner jeg ikke kender.”

”Næste gang skal vi køre på bybanen i Göteborg, og denne weekend på Solvalla har givet mig erfaring med bybaner. Jeg synes at hele mit team har fortjent denne succes. Vi viste at vi kan være med helt i top. Det føles rigtigt dejligt, og jeg vil gerne sige tak til mit team.”


Forløsning efter et frustreret forår
(Foto: Racefoto.se)

Samlet betød de to andenpladser på Solvalla, at Frederik nu kun ligger 23 point efter den mesterskabsførende. JTCC Clio Cup løbet i Göteborg køres den 28. – 29. juni.

Video fra SVT TV

Svensk fjernsyn dækkede løbsweekenden på Solvalla, og ti minutter inde i dette klip ser man Frederik Mortensen i en hård, tæt og fair duel med Henrik Skoog om tredjepladsen.

http://www.svtplay.se/video/1259466/8-6-13-10

FrederikMortensen.dk

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  •