Det oplevede tilskuerne i det afsluttende løb for SuperBike- og SuperStock 1000-maskinerne. Her havde weekendens hurtigste mand, Jan Jespersen, Herlev, lagt sig i front for løbet, som han vandt ligesom det første, men bag ham udfoldede der sig en drabelig kamp mellem Michael Møller Pedersen, Nykøbing Mors, Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup og brødreparret Steven og Simon Tirsgaard, Give.
Jan Jespersen var hurtigste mand og vandt begge løb for SuperBike- og SuperStock 1000-klasserne (Foto: Morten Alstrup)
Da feltet gik ud på sidste omgang holdt Steven Tirsgaard lige akkurat fat i andenpladsen foran Ulrik Døssing Nielsen, som dog blev presset hård af Simon Tirsgaard. Da denne trio for enden af Padborg Parks 700 meter lange langside skulle bremse ned fra en topfart på godt 250 km/t, gik det imidlertid galt for Simon Tirsgaard. Han var gået på indersiden af Ulrik Døssing Nielsen, men kunne ikke få bremset sin BMW-motorcykel tilstrækkeligt nok. Han ramte ind i Ulrik Døssing Nielsen, så begge styrtede, men dramaet stoppede ikke her. De to væltede motorcykler kurede direkte ind i den forankørende Steven Tirsgaard, der også måtte i asfalten. Alle tre kørere var dog uskadte, mens deres motorcykler kun havde taget overfladisk skade.
Steven Tirsgaard (37) fik kørt sig forbi Michael Møller Pedersen (58), men i sidste sving eliminerede han sig selv og to andre kørere (Foto: Morten Alstrup)
I den næst-hurtigste klasse for SuperStock 600-maskiner stod kampen mellem to af dansk Road Racings nye, lovende navne, Christoffer Gøth, Farsø, og Bonny Laursen, Horsens. Hver gang formåede den unge horsensianer at komme bedst fra start og opbygge en føring på 3-4 sekunder, men på samme vis lykkedes det stille og roligt Christoffer Gøth at køre sin rival ind, passere ham og tage sejren.
Løbene for Rookie 600- og 1000-klasserne blev vundet af henholdsvis Thomas Christensen, Hadsten, og Frank Pedersen, Svendborg, der hver især var i en klasse for sig.
Programmet ved Padborg Park MC Prix blev fuldendt af tre felter for klassiske motorcykler, hvoraf et bestod af en klasse, der havde premiere på Padborg Park. Det var et internationalt felt af historiske 50 cm3-motorcykler, som var mere end 40 år gamle, og her var det Bert Smit, Holland, og Thomas Müller, Tyskland, som tog en sejr hver. Kim Jensen, Rødvig, var på sin Suzuki GSX-R 750 hurtigste mand i Formula I/II-klassen og vandt begge løb for de hurtigste maskiner, mens Carl Frederiksen, Tåstrup, på sin Yamaha TZ 350 på tilsvarende vis dominerede det tredje felt og gik sejrrig ud af dysten for Forgotten Era-maskinerne.
Thomas Müller (14) og Bert Smit (34) var bedst i den historiske klasse for 50 cm3-motorcykler (Foto: Morten Alstrup)
Næste arrangement på Padborg Park bliver den historiske løbsweekend, som køres den 29.-30. juni.
Læs mere om: 02/06/13 - Padborg Park - Road Racing - DM |