Mens det endnu gik godt
(Foto: Gripping Media)

Udskiftning af bur, grov opretning af de værste buler samt diverse andre reparationer stod på indtil lørdag morgen klokken fem, hvor holdet tørnede ind til en times søvn. Vækkeuret larmede klokken seks og så var det i gang med at få de sidste detaljer på plads. Klatøjede, men med en god portion optimisme i behold gik man i gang, mens brødet blev varmet på grillen. Nu var man så langt fremme, at alene det at kunne stille op var en triumf, og kunne man gennemføre løbene, så var det (næsten) lige så godt som en sejr.

Bilen fik hjul på og stillet sporing og alting gik stille og rolig frem mod første træningspas. Måske lidt for roligt, for pludselig var det tid, og i farten var der ikke nogen, som bemærkede, at bilen stod på regnvejrsdæk.Det varede dog ikke længe inden en ophidset radiokommunikation mellem en frustreret kører, som slet ikke kunne få bilen til at køre som forventet og pitten, fik den sidste søvnmangel til at fordufte og afsløre miseren.

Bilen kørte grundlæggende som den skulle - det vil sige alle hjul pegede i samme retning og den kunne dreje og bremse. Det kneb lidt med med at få fart på, da motorstyringen hele tiden hoppede ind og ud af nødprogrammet. Det blev arbejdet med problemet inden næste testpas, men ingen var sikre på, om ændringerne rent faktisk ville have nogen indflydelse på problemet. Spørgsmålet er for så vidt stadig uarklaret, for næste træningspas var kun nogle få omgange gammelt, da bilen døde og måtte trækkes ind. Endnu en gang kastede mekanikerne sig over bilen og undersøgte elektronik og øvrige komponenter. Problembarnet var denne gang en defekt benzinpumpe. Og Citroen havde ikke medbragt ekstra benzinpumper til løbet, så tidtagningen forsvandt dermed lige ud i den blå luft. Hjemme på værkstedet stod den benzinpumpe, man havde skiftet under den indledende test for et par uger siden, så en stafet måtte køre hjem og hente den.

Søndag morgen var holdet veludhvilet og bilen startklar til første heat. Fra sidste række i startopstillingen skød Kim frem til fjerdepladsen og begyndte med det samme at presse Jacob Kallestrup. Set fra sidelinjen kunne det kun gå én vej, så forventningerne begyndte at trække mundvigene lidt opad. Det holdt kortvarigt, da motorstyringen igen begyndte at hoppe ind og ud af nødprogrammet, og med manglende power, så skal man til at forsvare sin placering. Femtepladsen udløste ikke just store jubelscener, men dog en vis tilfredshed med, at bilen trods alt var kommet i mål.

Tiden frem til næste heat gav hverken en forklaring eller en løsning på problemet. En meget ringe trøst var, at andre kørrere også havde oplevet de samme problemer. Da starten gik til andet heat, kunne Kim udnytte sin placering i første række til at skyde frem og lukke af for resten af feltet. Med en klar føring buldrede hele feltet ned over trapperne, rundt i depotsvinget og ned i skoven – og der døde motoren! Hverken tryk på startknap, bønner eller trusler kunne få den til at skabe forbindelse mellem gnist og brændstof, så bilen blev parkeret på inderkredsen.

Efter løbet funderede Kim Lund lidt over ugen, der var gået:

- Jeg føler det lidt, som om vi blev ramt af en tsunami. Vi er blevet væltet rundt af en flodbølge af hændelser, oplevelser og følelser. Det ene øjeblik var vi helt ned og skrabe bunden, og det næste øjeblik fik vi hovedet ovenvande og kunne se solen skinne. Og hele holdet har bare knoklet på, hver gang der var en ny opgave – det skal de have verdens største tak for.

En kamparret DS3
(Foto: Gripping Media)

Inden næste løb på Padborg Park den første weekend i maj skal motorstyringen og ledningsnettet have den helt store tur, så det bliver et par travle uger. Der skal også køres nogle testkilometer, så kører og bil kan vænne sig til hinanden og begynde at give konkurrence til de øvrige i klassen.

Team Point-S Silkeborg / Madbull Racing