Fredensborg-køreren var taget til den tyske F1-bane for at høste sine første erfaringer med sin nye Renault Clio Cup-racer, men allerede ved ankomsten til banen begyndte udfordringerne at vælte ned over det lille team:
- Da vi åbnede lastbilen for at få bilen ud, kunne vi se at nogle ting var faldet ud af deres pladser og havde ødelagt højre siderude på bilen, fortæller Frederik, som måtte springe over første træningspas for at finde en ny bagrude til bilen. Den blev klar til den frie træning, hvor den røde Clio sluttede som nummer 19 ud af i alt 29 deltagende biler.
Målet er sat, 2013 er Frederiks år (Foto: Gripping Media)
Netop som tidtagningen skulle starte, ramte næste problem Frederik og Lamotek Racing. Denne gang var bilens generator defekt, og det lykkedes ikke at få monteret en ny tids nok til at deltage i tidtagningen. Det betød at Frederik kunne starte første af weekendens to løb fra sidstepladsen - en situation, som er oplagt til at træne overhalinger!
- Jeg var ikke kommet til Tyskland for andet end samle erfaring og vænne mig til bilen, så jeg pressede ikke voldsomt på, fortæller Frederik. Alligevel lykkedes det den unge mekanikerlærling at avancere til 16. pladsen inden det ternede flag markerede løbets afslutning.
Ingen skal være i tvivl om hvem, Frederik Mortensen er (Foto: Gripping Media)
Andet og sidste løb startede for Frederiks vedkommende på 16. pladsen, og igen var der forbedringer at se. I løbet af syv minutter havde han kørt sig til 10. pladsen. Netop som han nærmede sig en gruppe af konkurrenter foran sig, satte en bagfrakommende kører en stopper for fremgangen:
- Køreren bag mig gjorde et forsøg på at lave en sen ned bremsning og på den måde presse sig forbi mig ind i et sving - men hans hjul blokerede og sendte bilen lige ind i siden på mig, siger Frederik, som måtte køre bilen i mål med endnu en ødelagt side rude.
- Den manglende rude gav helt enormt meget vindmodstand, så jeg kunne pludselig ikke køre så stærkt som før. Jeg kom i mål på 14. pladsen, men havde tyskeren ikke "banket på", tror jeg at det kunne have været en top 10-placering.
Den røde Renault Clio er klar til test i Sverige (Foto: Gripping Media)
Den røde Renault Clio Cup-racer er allerede klargjort til den kommende weekends strabadser; den svenske JTCC Clio Cup-arrangør har inviteret til tre dages test på tre svenske racerbaner. Her glæder Frederik sig til endelig at kunne måle sig med sine kommende konkurrenter:
- Taget alt i betragtning synes jeg at jeg er ved at have lært bilen at kende, og jeg ser frem til at møde mine konkurrenter og selvfølgelig se hvor mit niveau er i forhold til dem. Det bliver en fantastisk sæson, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at komme på banen igen!
Før Frederik Mortensen får sin løbsdebut i JTCC Clio Cup står den dog på et gæstevisit i den danske Special Saloon Car-klasse, som har sæsonstart den 20-21. april på Ring Djursland.
FrederikMortensen.dk
Gripping Media ApS Læs mere om: Frederik Mortensen |