Kevin Magnussen på podiet Det blev til belgisk debutantsejr da World Series by Renault serien kørte sæsonens første løb i dag.
Det skete på Monza banen, hvor de to danske deltagere - Marco Sørensen og Kevin Magnussen - deltog med en meget blandet succes.
Stoffel Vandoorne fra Belgien vandt sæsonens første løb i WSR serien i denne sæson. Faktisk blev han stort set ikke truet efter de første omgange. Han vandt da også med en vis margin til nummer to. Denne margin havde været større undervejs, men Vandoorne måtte slække lidt på tempoet de sidste omgange da han havde flatspottet sit venstre forhjul.
Marco Sørensen fik en relativ god start fra sin noget dårlige startplacering bagerst i feltet. Der gik ikke mange omgange før han var oppe på en placering omkring plads nummer 16 og 17. Men som det var tilfældet i sidste sæson, er der tilsyneladende også i år problemer med både dæk og motorer. Desværre kunne ikke forsætte sin fremgang men sluttede løbet som nummer 19.
Helt anderledes gik det Kevin Magnussen. Han startede løbet fra en placering som nummer 7. Han mistede dog en placering på første omgang, men fik hen over de næste omgange hentet den placering igen. Derefter kun fremad. Et par overhalinger blev det til mens flere af de foranliggende konkurrenter også hjalp til med egne uheld og afkørsler.
Det endte med at Kevin Magnussen sluttede løbet på en flot andenplads. Nu gælder det så weekendens anden kvalifikation og løb. Begge dele afvikles søndag.