”Det er det gamle rally-es John Haugland, som flere gange i løbet af vinteren afholder rallyskole,” fortæller Frank Nielsen. ”De fleste af aktiviteterne foregik på en frosset sø i nærheden af lufthavnen ved Geilo, og det var på mange måder noget af en udfordring.”
”I de dage, hvor jeg var der, var der mellem 18 og 29 minusgrader, og det kunne virkelig mærkes, når der f.eks. skulle laves reparationer på rallybilen. Bilen skulle også køre så meget på starteren, at jeg ødelagde to startere, og der kom da også en advarsel på displayet Don’t start – minus 25.”
Frank Nielsen oplevede meget lave temperaturer i Norge
Manden bag den norske rallyskole er John Haugland, der i 70erne og 80erne var fabrikskører for Skoda og som siden har været coach for bl.a. den senere verdensmester Petter Solberg.
”Hver dag startede med et par timers teori, inden vi blev sluppet løs i bilerne, hvor vi de første dage kørte på en tre kilometer lang rundbane på en frosset sø,” siger Frank Nielsen.
”John Haugland var også med ude at køre sammen med mig, hvor han kommenterede på, hvad jeg gjorde, og så spurgte han om lov til at overtage rattet i min bil. Det fik han lov til, mens jeg hoppede ind ved siden af og sugede til mig. Han kan køre bil, den gamle mand, det skal han have. Selv om han ikke havde siddet i bilen før, så gik der kun to omgange, inden det gik over stok og sten. Jeg tog en omgangstid på ham i min bil, og den var identisk med det, jeg præsterede.”
Rallyskoleopholdet bød på højfartskørsel på en frosset sø
På andendagen af rallyskolen havde Frank Nielsen et uheld, da metaltræthed fik et hjul til at hoppe af, men ellers blev der arbejdet med kørelinjerne på det glatte underlag, hvor farten flere gange nåede op på 160 km/t.
”Bilen blev virkelig brugt, for den kørte faktisk et DM-rally hver dag, når man tænker på prøvedistancen, for der var ingen transportetaper, selv om vi på sidstedagen kørte på en egentlig hastighedsprøve,” forklarer Frank Nielsen, der føler, at han har lært meget.
”Jeg er blevet bedre til at bremse ind i svingene og give mere gas i svingene. Jeg har nok bremset for sent i svingene og så givet for sent gas ud af dem. Der har jeg lært, at det er bedre at få bilen bremset ned tidligt, så jeg også tidligere kunne give gas ud af svingene. Jeg regner med, at jeg kan bruge erfaringen fra sne til de prøver, hvor vi i år skal køre på grus, for man har nok en tendens til at køre asfaltlinjer på grus. Jeg håber på, at vi kan se det på resultaterne.”
FN Rally
Læs mere om: Frank Nielsen |