Den Alternative Pris var en ud af 12 kategorier, der kunne stemmes på hjemme i stuerne i ugerne op til showet. Og med flest stemmer i den nyoprettede kategori kom Team Wounded Racing (TWR), der har syv kørere på holdet, ind på en klar førsteplads hos danskerne. Holdet, der har haft Jason Watt med på sidelinjen som træner og teamchef, har kun kørt én sæson i Danish Endurance Championship (DEC) og overraskede da også alle, da de lørdag den første september 2012 kørte en samlet tredjeplads hjem i klasse IV.
TWR vinder Den alternative Pris (Foto: Lars Hjortkær)
Ved prisuddelingen var et bredt udpluk fra dansk motorsport og repræsentanter fra ind- og udland samlet til en storslået fest for at anerkende hinandens arbejde med en række priser både på to- og fire hjul i følgende kategorier: Årets kører i Rally, Speedway, Banesport, Motocross, Karting og Road Racing, samt Årets Motorsportstalent, Årets Bilsportskører, Årets MC-sportskører, Årets Motorsport Event, Den Alternative Pris & BT Prisen.
For TWR var det nyt at stå på scenen til en prisuddeling, og oplevelsen var også til at mærke på de skadede soldater.
– At vi bliver anerkendt på den her måde betyder rigtigt meget for os. Vi har arbejdet røven ud af bukserne og knoklet løs, og det er dejligt at se, at den danske motorverden er klar til et hold som os. Det giver os ny livsenergi, og derfor skal vi bare ud på banen igen, fortalte en meget glad og stolt TWR-kører, Michael Sørensen, lige efter at have modtaget prisen.
TWR på scenen (Foto: Lars Hjortkær)
Teamets fysiske træner Rune Oland er idrætskonsulent i DIF Soldaterprojekt, hvor soldaterne fra TWR er tilknyttet. Han har været med fra idéfase til podieplads i DEC og er meget stolt over at holdet vandt prisen.
– At vinde den her pris betyder meget – ikke bare for holdet, men også for handicapsporten generelt. Ingen har troet på, at vi kunne gøre os gældende, men vi endte på podiet og har nu også vundet en af motorsportspriserne – det er jo sådanne ting, der giver mig et ekstra boost energi til at føre projektet endnu længere. Det er helt utroligt, hvad de her drenge har formået at præstere på det halve år. De startede fra absolut ingenting og har måttet kæmpe sig frem hele vejen, men de har gjort det, og det er den største fornøjelse at være en del af det, sagde Rune Oland.
Sæson 2013
Efter en succesfuld første sæson med TWR har Jason Watt valgt at stoppe som teamchef. Jason Watt har været en af de bærende kræfter, der skulle til for at starte TWR op, og han har bragt holdet op på et niveau, der er langt højere end, hvad målsætningen var. Nu hvor holdet har lært, hvordan man driver et racerhold i dansk motorsport, er det tid for Jason Watt at bruge mere tid på sin egen karriere og ikke mindst familien, hvor sønnen Noah lige har været til World Cup i gokart.
– De har haft et meget tubulent første år med op og nedture, men jeg føler, at de er hjulpet rigtig godt på vej, og at de nu er klar til at stå på egne ben uden at falde igennem, udtaler den nu tidligere teamchef.
Teamet har haft god gavn af Jasons mangeårige erfaring inden for motorsport og er taknemmelige for al den tid, det har krævet at hjælpe med at starte TWR op. Uden den hjælp havde det ikke været muligt. Fremadrettet vil holdet selv kunne klare sig og føler sig godt rustet til sæsonen 2013 med de udfordringer, der må komme. TWR vil i år bestå af fem kørere, der skal deltage i den serie, de kender fra sidste år, DEC. I den kommende sæson vil målsætningen være at gøre det samme som sidste år – bare endnu bedre og forhåbentlig igen ende på podiet.
Michael Sørensen til højre i snak med Kristian Nielsen (Foto: Lars Hjortkær)
- Idéen bag Team Wounded Racing opstod på et tilfældigt møde mellem Jason Watt og Rune Oland fra DIF Soldaterprojekt. TWR bliver drevet af soldaterne selv, der skaffer midler og ressourcepersoner til den fortsatte drift.
- DIF Soldaterprojekt er et udviklingsprojekt, der via idrætstilbud skal hjælpe sårede danske soldater videre i livet. Danmarks Idræts-Forbund, Dansk Handicap Idræts-Forbund og Dansk Militært Idrætsforbund står bag projektet.
Læs mere om Team Wounded Racing her: www.teamwoundedracing.dk
Dansk Handicap Idræts-Forbund
Læs mere om: Team Wounded RacingMarco Sørensen Årets Bilsportskører 2012 |