Teamet var ellers kommet godt igennem startfasen af løbet, som man på forhånd ellers havde haft visse bekymringer for. De over 80 biler i feltet spændte over adskillige kategorier med store hastigheds forskel imellem bilerne og det ville let kunne give anledning til misforståelser kørerne imellem - især i begyndelsen, hvor kørerne endnu ikke helt har fundet ind i deres egen rytme.
(Foto: Henning Smed)
Perfection Racing Europes coach, Nigel Greensall, havde derfor inden starten indprentet teamets amerikanske kører, Robert Nimkoff, at det først og fremmest gjaldt om at bevare overblikket og iøvrigt have et øje på hver finger i første stint. Denne opgave løste Nimkoff til punkt og prikke og han afleverede bilen til teamets anden amerikaner, Frank Montecalvo, som nu satte tempoet i vejret. Dermed rykkede Aston Martin'en også fremad på resultatlisten og da Montecalvo aflevede bilen til schweizeren Philippe Horowicz var man oppe på en 6. plads i klasse - en placering bedre end startplaceringen.
Samtidigt var det tid til det første dækskifte på bilen og ved inspektion af de brugte dæk fik man den glædelige overraskelse, at sliddet var markant mindre end forventet. Da benzinforbruget også lå til den gode side begyndte der at danne sig et billede af, at der i løbet af de 24 timer nok ville kunne spares tid på pitstoppene. Noget, som virkelig kan give bonus i den sidste ende.
Da Philippe Horowicz samtidigt lå og circulerede på ganske fornuftige omgangstider bredte der sig lige så stille en optimisme i teamet.......og så sagde det bang! Pludselig blev der vist billeder af en rygende Aston Martin på banens TV-signal og alle kunne straks se, at det ikke så godt ud. Bilen blev bragt ind i pitten af et redningskøretøj, men bare det at få den læsset af var en opgave, idet hele venstre forhjørne simpelthen var væk.
(Foto: Henning Smed)
Mens mekanikerne kastede sig over bilen, for at se om det kunne lade sig gøre at få den sat sammen igen, kunne Philippe Horowicz fortælle om, hvad der var sket. Det viste sig at være nøjagtig, hvad man havde frygte kunne ske - og som iøvrigt også allerede var sket for flere andre teams: En hurtigere bil var kommet op bagfra i et af banens hurtigste sving og for at give plads havde Horowicz trukket lidt ud i siden. Her var der kørt meget skidt ud og derfor var bilen skredet ud for ham og spundet af banen ind i en betonbarriere.
Kort tid efter kunne mekanikerne slukke for håbet. Bilen er skadet langt ind i de bærende dele og det vil ganske enkelt være umuligt at lave en forsvarlig reparation på banen. Derfor blev der lukket og slukket i Perfection Racing Europes pitområde længe før tid. Til stor skuffelse for alle - ikke mindst for englænderen, Marcus Mahy, og danske Kim Holmgaard, som slet ikke nåede at komme i bilen.
Henning Smed Læs mere om: Kim HolmgaardPerfection RacingDubai Autodrome12/01/13 - Dubai Autodrome - 24H Series |