Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Ny sejr og DM-føring til Kenneth Madsen/Henrik Dernoff

DM Rally 
09/10/12 

Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Gørlev/Ringsted) havde et aldeles succesfuldt Tegee-Dan Rally i Roskilde i den forgangne weekend. I deres Suzuki Swift Maxi 2000 kørte de sig ikke blot til sæsonens tredje gruppesejr, men de generobrede også den DM-føring i Tunet National, som de var indehavere af før sommerferien.
 

”Kampen var hård fra morgenstunden,” fortæller Kenneth Madsen. ”Vi var hurtigst fra start. Så slog Kim Madsen igen, og men så vandt vi prøve 3, derefter sloges vi, ligesom vi plejer, indtil Kim fik et teknisk problem og måtte udgå.”


Kenneth Madsen og Henrik Dernoff overtog føringen i DM
(Foto: Flemming Jensen)

Konkurrenternes exit betød, at den værste modstand forsvandt for Kenneth Madsen/Henrik Dernoff, som nu fik nyt fokus i løbet.

”Senere faldt Benny Pedersen også fra, og så var vi pludselig meget foran og skulle til at køre sikkert i den resterende del af løbet,” siger Kenneth Madsen. ”Man skal stadigvæk give gas, men det er et spørgsmål om at bremse lidt før og lade være med at tage så mange chancer. Det er lidt uvant, men det gik meget godt.”

I klassen havde Kenneth Madsen/Henrik Dernoff denne gang fået intern konkurrence. Det var Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund), som havde deres første start i den Suzuki Swift Maxi 2000, som de i år har taget titlen med i Yokohama-mesterskabet Øst.

”Fra morgenstunden var det lidt af en manddomsprøve for mig,” indrømmer Anders Lysen. ”Det var glat og fedtet, og så var det første gang, at jeg skulle køre fuldfart i netop den bil. Jeg kender den fra Yokohama-mesterskabsløbene, men der oplever vi ikke de samme situationer som i et DM-rally, hvor man er oppe at køre 170-180 km/t, og hvor der er situationer, hvor bilen kører over forhjulene. Netop dét er en disciplin, som Kenneth er mester i, og for mig er det ligegyldigt, om det er Kenneth eller mig, som står øverst på podiet i Tunet National, når bare det er en bil fra Suzuki Motorsport, som vinder!”


Anders Lysen og John Madsen kørte en tredjeplads hjem
(Foto: Flemming Jensen)

Som løbet skred frem gik det bedre og bedre for Anders Lysen og John Madsen.

”Vi var da klar over, at vi ville få nogle øretæver af de unge mennesker, og det er der vel aldrig nogen, som synes er morsomt, men på de sidste hastighedsprøver, hvor det var nogenlunde tørt, hang vi altså på drengene, uden at de lammetæver os,” slår Anders Lysen fast.

Tegee-Dan Rally bød også på sæsonens anden start i DM-sammenhæng for René Harms/Jess Larsen (Nørre Alslev/Ringsted) i deres nye Suzuki Swift Sport, og holdet fra Standard National-gruppen kom i mål uden et eneste problem.

”Ud over regnvejret var der ingen problemer, for bilen har bare kørt og kørt,” slår René Harms fast. ”Selv om vi stadig mangler den rigtige racergearkasse, så er denne her bil bare så meget bedre end den gruppe N-bil, jeg sidste år vandt DASU Cuppen med. Det er motoren, og det er bremserne, som gør forskellen, for vi kan køre hurtigere og bremse meget senere, så det er en fed bil, vores tekniske chef Claus Jensen har fået bygget.”

”Men det er ikke kun bilen, der er rigtig god. Samarbejdet mellem Jess og mig kører også rigtigt godt, og når vi får den nye gearkasse, tror jeg, at det bliver rigtig, rigtig godt!”

Suzuki Motorsport
Anders Lysen


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Henrik Dernoff
  • John Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Roskilde
  • 06/10/12 - Roskilde - DM Rally
  •