”Det er virkelig dejligt, at vi igen kan kalde os Danmarksmestre,” siger en glad Christian Jensen. Det var hans anden DM-guldmedalje, der blev sikret i Tegee-Dan Rally, mens det er syvende gang, at Freddy Pedersen har vundet et Danmarksmesterskab.
Jublen var stor i Peugeot Sport Dealer Team DK, da Christian Jensen og Freddy Pedersen (forrest) havde sikret sig Danmarksmesterskabet i 4WD
”Da jeg tog mit første DM, var jeg slet ikke nær så hurtig, som jeg er i dag, så jeg føler bare, at det har været vores sæson. Lige meget, hvad vi har stillet op i, så har vi næsten vundet, så det har været dejligt. Men Danmarksmesterskabet er ikke kommet i hus uden en god indsats fra mekanikerne i teamet.”
Christian Jensen og Freddy Pedersen havde allerede i det foregående Peugeot Rally skabt sig et godt udgangspunkt for at kunne sikre sig Danmarksmesterskabet før tid, da det i Tegee-Dan Rally ikke ville være nødvendigt for dem at satse alt.
”Prøve 1 var noget hø, og så blev Freddy og jeg enige om, at vi ikke kunne køre afventende, så vi prøvede igen at give den fuld gas, og da vi så kunne se, at vi kunne få et hul, så var der ikke nogen grund til at gå ud og oversatse noget,” fortæller Christian Jensen. ”Det kørte bare ligesom de andre løb. Ingen problemer. Vi kørte med en tilpas sikkerhedsmargen og vandt klassen, så det var bare dejligt.”
Christian Jensen og Freddy Pedersen sikrede sig Danmarksmesterskabet på vejene ved Roskilde
Mens de 22 point til Danmarksmesterskabet i 4WD på intet tidspunkt var i fare for Christian Jensen og Freddy Pedersen, så måtte Esben Hegelund og Karsten Isaksen fra Hadsten og Egtved kæmpe mere for de 12, de scorede.
”Dette her løb var en kamp at komme igennem, og jeg har ikke kørt ret meget i rigtig fedtet føre før med bilen, så den skulle bæres rundt hele dagen, så vi er glade for at komme igennem, og vi er glade for at komme igennem uden skader,” siger Esben Hegelund. Han indrømmer også, at han lagde bånd på sig selv.
”Vi er ikke klar til at give max attack under disse her forhold. Det kræver noget mere træning endnu, men vi kom igennem på en generel fjerdeplads, og det er vi godt tilfredse med. Steen Andersen kører fra os og stor cadeau til det. Han har gjort det rigtig, rigtig godt. Men det fedeste er, at Christian er Danmarksmester. Det er bare det bedste i dag.”
Esben Hegelund og Karsten Isaksen kørte sig til 12 point i 4WD-gruppen i Tegee-Dan Rally
I den afsluttende fase af Tegee-Dan Rally løb Esben Hegelund og Karsten Isaksen dog ind i et mindre teknisk problem med deres Peugeot 207 Super 2000.
”Vi ødelægger faktisk vores gearkasse på den fjerdesidste prøve, så jeg må køre med koblingen,” forklarer Esben Hegelund. ”Da vi var nødt til at køre med koblingen, var vi godt klar over, at vi ikke kunne køre fra Steen Andersen, for vi ikke kunne køre max. Men sådan er det bare.”
Udover klassesejren og Danmarksmesterskabet til Christian Jensen og Freddy Pedersen kunne Peugeot Sport Dealer Teak DK også fejre en klassesejr til Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith. Holdet fra Holmegaard og Store Heddinge vandt klassen for de største biler i Tunet National med deres Peugeot RCZ.
”Det er gået fantastisk for os, og bilen har kørt meget bedre, efter at vi har fået opdateret undervognen,” siger Kjeld Seidler. ”Vi kan se, at vi har forbedret os hele året, fra vi startede og så til nu, hvor der kom lidt flere med i klassen, og det var dejligt. Resultatmæssigt forbedrer vi os hele tiden, og det er rigtig godt.”
Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith oplevede dog et par problemer undervejs i Tegee-Dan Rally.
”På et tidspunkt skal vi over en top inde i en by. Første gang vi kører prøven havde vi noteret den som ’pas-på’, men vi vurderede, at vi nok var lidt for forsigtige og besluttede at holde på, når vi skulle køre prøven anden gang, så da vi lander, går den ene støddæmper i stykker, så vi kører de sidste seks prøver med en defekt støddæmper. Vi taber faktisk en del tid, fordi bilen bliver noget urolig i de meget hurtige passager, hvor vi kører 190 km/t,” fortæller Kjeld Seidler.
Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith ligger til DM-bronzen i Tunet National (Foto: Rallyfotografen.dk)
”Men det var et rigtig godt rally. Prøven ved Egholm havde jeg glædet mig rigtig meget til at køre på, men begge gange, hvor vi kører den, snurrer vi. Den ene gang, hvor vi skulle bruge håndbremsen, snurrede vi rundt og holdt med næsen den forkerte vej. Det var lidt spændende. Anden gang passede vi på netop der, og det lykkedes, men da vi så skulle køre mod mål, fik vi bremset lidt sent ved udkørslen til mål, så vi smuttede forbi og måtte bakke for at komme tilbage på prøven igen. Så to gange havde vi problemer på den samme prøve.”
Men snurreturene til trods scorede Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith så mange point, at de nu er alene på tredjepladsen i kampen om Danmarksmesterskabet for Tunet National, hvor de med et ni points forspring til nærmeste forfølgere har mulighed for at genvinde sidste års bronzemedalje.
Peugeot Sport Dealer Team DK
Læs mere om: Christian JensenEsben HegelundFreddy PedersenKarsten IsaksenKjeld SeidlerMarc Troels-SmithRoskilde06/10/12 - Roskilde - DM Rally |