Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Vettel spadserer i mål

Formel 1 
07/10/12 

Kedsommelig morgen fra Japan
Sebastian Vettel fik det optimale ud af Det Japanske Grand Prix. En sejr, og ingen point til Fernando Alonso. Felipe Massa gjorde sit for at forsvare Ferrari farverne og Alonsos VM chancer, ved at tage en 2. plads - hans bedste resultat i næsten to år. Men størst af alt - lokalhelten Kobayashi blev nr. 3 og blev fejret som han havde vundet VM af et tilfreds publikum.
 

Løbets forløb blev forudsagt, umiddelbart inden start, af en otte årig, der kiggede på startopstillingen. "Åh nej, det er altid kedeligt når Vettel er på pole. Han kører bare fra de andre...". Og sådan blev det! Starten gik, Vettel forsvandt, og den eneste grund til at han overhovedet så nogle andre, var at SC kom på banen allerede efter første omgang.

Men på første omgang skete der faktisk noget. Det var så sådan set også det eneste tidspunkt. Først lavede Webber en sædvanlig Webber start og faldt tilbage, mens Kobyashi skød fremad og tog 2. pladsen. Og så gik det galt. Alonso og Raikkonen havde et minimalt sammenstød, men Ferrari raceren blev ganske ustyrlig snurrede rundt og det var så det! For anden gang i år måtte Fernando Alonso forlade et løb i første sving, uden selv at være skyld i det.

Men det var ikke slut, fordi cirka samtidig ramte Grosjean ind i Mark Webber, der så også måtte ud på en snurretur. Han udgik ikke, men fik da klart dagen spoleret. Han endte på en 9. plads i løbet og det var, omstændighederne taget i betragtning, ganske acceptabelt. Grosjean, der for et stykke tid siden måtte stå over et enkelt løb på grund af sine mange små eksapader og uheld, blev igen dømt skyldig og fik denne gang den sjældent brugte stop-and-go straf, hvor man skal holde stille i pitten i 10 sekunder.

Også Bruno Senna og Nico Rosberg ramlede sammen, her blev Senna dømt som skyldig, mens Rosberg måtte forlade løbet. Og så var det at vi fik Bernd Meyländers seje øse på banen, dog kun en enkelt omgang. Da starten gik igen, smuttede Vettel fra alt og alle, og så var det løb ligesom forbi.

Felipe Massa kom fremad, og fik 2. pladsen, men kunne ikke stille noget op overfor Vettel. Kobayashi havde heller ikke meget at lave. Andre år har den lille japaner været garant for underholdning, fordi han omgang efter omgang kunne overhale igennem hårnålen - som retteligt bør opkaldes efter ham. Men sådan var det ikke i år. Dertil befandt han sig for langt fremme. Et enkelt eksempel fik vi dog, da han efter dækskfite lå bag Hamilton og overhalede gennem hårnålen.

Holdkammeraten Sergio Perez have tydeligvis studeret Kobayashi og forsøgte sig to gange med overhalinger gennem hårnålen. Første gang gik det nogenlunde - dog med meget mere dækrøg end når den anden Sauber smuttede indenom biler der. Anden gang forsøgte han sig på ydersiden, og det gik slet ikke. Så McLarens kommende kører måtte forlade løbet fordi han oversatsede.

Mod slutningen fik Kobayashi dog lidt mere drama, for hans spejle blev fyldt med sølv - Jenson Button kom sprintende bagfra. Men selvom han kom tæt nok på til at kunne åbne DRS'en kunne Button ikke rigtig true Kobayashi. Ellers også er Button sentimental, og lod være. Det ville jeg have gjort, men igen, så bliver næppe verdensmester i Formel 1 hvis man er alt for sentimental.

Lewis Hamilton der hele dagen kæmpede mod sin bil, sluttede på en ganske fornuftig 5. plads, foran Kimi Raikkonen, der som sæsonen er skredet frem, har mistet farten. Hülkenberg tog sig godt ud i løbet og endte på en fornuftig 7. plads foran Pastor Maldonado, der med sin 8. plads fik point for første gang siden sejren i Spanien. Den sydamerikanske kører er i øjeblikket på en 15. plads i VM stillingen. Det er sjældent at en kører på den placering har vundet en sejr undervejs!

Mark Webber blev som sagt nr. 9, mens Ricciardo i Toro Rosso holdt Michael Schumacher bag sig og blev nr. 10. Alt i alt et ganske trivielt løb, et af den slags der heldigvis ikke er mange af i øjeblikket. Og som sådan betragtet - en stor sejr til Sebastian Vettel.

I VM stillingen er Fernando Alonso forspring skrumpet fra 29 point til 4. Vettel har 33 point ned til Raikkonen der igen har fem point ned til Hamilton. Webber og Button er efterhånden hægtet af med omkring 60 point op til Alonso. Men sære ting kan ske i sport - det er der fascinationen ligger.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Suzuka
  • 07/10/12 - Suzuka - Formel 1
  •