Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

DM-semifinale i Rally Cross med intens slutfight og dramatik

Rallycross - DM 
21/09/12 

Viborg Motor Klub (VMK) var vært for DM-semifinalen i Rally Cross og Cross Kart på Løvel Banen, som netop har fejret sit 65 års jubilæum som motorbane.
 

- Der blev virkelig kæmpet til sidste benzindråbe om at få mesterskabet afgjort eller score vigtige DM-placeringspoint inden DM-finalen på Sjælland, konstaterede løbsleder Birte Donslund efter en begivenhedsrig løbsdag. - Heldigvis er sikkerhedskravene i konkurrencebilerne så velkvalificerede, at der kun skete materielle skader og/eller mekaniske nedbrud.


Peder T. Jensen var tæt på at score en etter på hjemmebane, men hjemkørte alligevel DM-guld 2012 i SUPERNATIONAL
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

For viborgenseren: Peder T. Jensen i den heftige Volvo 240 var kravet, at midtjyden gennemførte mindst 2 kvalifikationsheat for at komme i A-finalen i den tunede 3 liters-klasse (SUPERNATIONAL). Dermed var midtjyden sikret de sidste og afgørende matchpoint, før DM-guldet var sikkert hjemkørt til Viborg:
- Jeg måtte med stor respekt konstatere, at min ærkerival Morten Schnack (Volvo 240) i dag præsterede de afgørende tiendedele sekunder til en sejr i A-finalen. Jeg fulgte ham dog til målstregen, og andenpladsen gav mig den samlede DM-sejr 2012.

VMK’eren: Jan Petersen kørte kontrolleret i kvalifikationen for at komme sikkert i A-finalen uden skrammer i SUPER 1600 efter skiftet til den nye racer (Citroën C2 Super 1600):
- I A-finalen skruede lige lidt ekstra op for tempoet, hvilket resulterede i en andenplads. Jeg ligger nu på en tredjeplads sammenlagt i DM-stillingen, og har gode muligheder for DM-bronze 2012. Det har været et spændende læreår, hvor jeg har fundet flere og flere forbedringer på opsætningen af raceren.


Jan Petersen var flyvende i SUPER 1600, og ligger på en foreløbig DM-bronzeplads
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

VMK-teenageren: Emil Nielsen fik et længe næret ønske opfyldt med en debut i Rally Cross. Erling R. Sørensen fra Viborg havde fået en Citroën Saxo ledig på RC-markedet efter skifte til Honda Civic i den serienære 1,6 liters-klasse.

- Erling har hjulpet mig meget i forberedelserne til DM-semifinalen på Løvel Banen, oplyser en stolt Emil Nielsen.
- Bl.a. har jeg haft mulighed for at skrue på raceren i hans autoværksted. Samtidig har han været god til at give mig nogle staldfiduser med opsætningen af undervognen og justeringen af motoren.


Emil Nielsen punkterede på det ene forhjul i B-finalen, og nåede derfor ikke videre til A-finalen i sin RC-debut
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Emil Nielsen var tæt på at kvalificere sig direkte til A-finalen efter en støt stigende formkurve på debutdagen og stadig hurtigere heattider. Midtjyden fik bedste startplacering i B-finalen, men scorede en drilsk sivepunktering efter en sandwich med en konkurrent og sikkerheds-autoværnet. Emil Nielsen måtte derfor udgå midtvejs i B-finalen. Erling R. Sørensen kom derimod videre fra B-finalen og sluttede på en flot fjerdeplads i A-finalen med den ”nye”racer.


Erling R. Sørensen er meget godt tilfreds med bilskiftet til Honda Civic
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Også i SUPER 1600 satte Michael Rolighed fra Ålestrup sine stærke dækaftryk på DM-seminalen. Med en sejr ville Citroën C2 Super 1600-køreren score det danske mesterskab i klassen:
- Jeg kvalificerede mig til den bedste startplacering til A-finalen, og her oparbejdede jeg også et fornuftigt forspring til ærkerivalen Jacob Schnoor i Peugeot 106 MAXI. Midtvejs i A-finalen knækkede bærearmen på venstre forhjul, da jeg landede efter det spektakulære hop på Løvel Banen. Jeg måtte derfor udgå, og DM-afgørelsen falder derfor først på Nisse Ringen lidt uden for Næstved senere i september.


En knækket joint i hjulophænget udsatte DM-afgørelsen i SUPER 1600 for Michael Rolighed
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I den tunede 2 liters-klasse (SUPER 2000) var Thomas Mark fra Løvel flyvende i A-finalen efter en fornem start, men scorede et hændeligt sammenstød under en konkurrents overhaling. Episoden blev af dommerne vurderet således, at Thomas Mark blev suspenderet fra omkørslen af A-finalen.


Thomas Mark var hurtigt kørende på Løvel Banen, men scorede en diskutabel udelukkelse fra A-finalen
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bykollegaen fra Løvel: Benny Kristensen hjemkørte kontrolleret en fjerdeplads i Supernational med sin Opel Manta.


Benny Kristensen gik til makronerne i SUPERNATIONAL med sin Opel Manta
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Viborg Motor Klub

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Løvel
  • 16/09/12 - Løvel - Rallycross - DM
  •