DM Rally 28/08/12
|
|
Rallyparret fra Odder skal atter køre rally i Vestjylland Det er efterhånden mange år siden, at Frank Nielsen og Børge Jensen optog deres samarbejde i en rallybil. Så lang tid siden, at de har svært ved at huske, hvornår det skete. Men da skitserne for det kommende løb i Mekonomen Rally Championship i Vestjylland dukkede op, begyndte tingene så småt at dæmre for dem. |
”Vi fandt hurtigt ud af, at vi før havde kørt DM-rally sammen i området. Det var i 2001, og det var to år efter, at vi startede vores samarbejde,” siger Frank Nielsen. ”Vi kunne nemlig se, at der var dele af hastighedsprøverne, som vi havde kørt på før.”
Det kommende DM-rally den 1. september køres i Vestjylland med Ringkøbing som omdrejningspunkt. Her vil der være et par hastighedsprøver i byens industrikvarter midt på dagen, og så vil der ellers blive kørt i områderne ved henholdsvis Lem og Ulfborg.
”Det er meget fladt i det område, men jeg kan se, at vi har kørt nogle af prøverne ved Ulfborg før, og de ser i hvert fald spændende ud,” siger Frank Nielsen. Tidligere på måneden havde han og Børge Jensen en succesfuld test med deres røde Citroën C2 R2 Max, som de ved det årlige rallysprint i Fårvang fik testet en række nye indstillinger på.
Frank Nielsen og Børge Jensen er klar til at genoptage kampen om DM i rally i slutningen af måneden.
”Fra Fårvang kan vi tage noget af det med, som vi lærte om undervognsopsætningen, for hvis løbet i Ringkøbing er så jævnt og fladt, som vi forventer, så vil vi kunne bruge noget af erfaringen fra Fårvang. Vi har også lavet om på udstødningen og foretaget nogle andre småjusteringer.”
Inden det kommende DM-rally indtager Frank Nielsen og Børge Jensen tredjepladsen i kampen om Danmarksmesterskabet i 2WD-gruppen. Men holdet indrømmer, at det kommende løb kan blive svært.
”Det hele afhænger af, hvor meget ligeud det går,” vurderer Frank Nielsen. ”Hvis det går meget ligeud, vil de hurtigere to-liters biler kunne køre stærkt, så jeg sætter ikke forventningerne for højt. En tredjeplads i 2WD vil jeg være tilfreds med, og så vil jeg naturligvis gerne køre fra Simon Larsen i min egen klasse. Han har overrasket mig i år.”
Frank Nielsen Læs mere om: Ringkøbing01/09/12 - Ringkøbing - DM Rally |