DM Rally 20/08/12
|
|
Når kampen om DM-pointene genoptages den 31. august og 1. september på vejene i og omkring Ringkøbing, kommer det til at ske ved Peugeot Rally. Det er Peugeot Danmark og forhandlernettet, som ikke bare er repræsenteret gennem Peugeot Sport Dealer Team DK, men som også lægger navn til den næste runde af Danmarksmesterskabet. |
”Motorsport har altid været en vigtig del af Peugeots DNA, og derfor er det naturligt at være sponsor for sådan et løb,” siger Hanne Langsig Sørensen, der er PR-/informationschef hos Peugeot Danmark.
”Både internationalt og nationalt har Peugeot i årtier sat sit præg på motorsporten med biler, der som eksempelvis 205 Turbo 16 har vækket entusiasmen hos mange bilelskere, og med de modeller, vi har nu i modelprogrammet, er der al mulig grund til at fortsætte den tradition. Tag for eksempel den nye RCZ Rally, som både er en inciterende oplevelse bag rattet og i den grad en eyecatcher i feltet. ”
Hanne Langsig Sørensen sammen med fire af de kørere, som i dansk rallysport kører Peugeot: Christian Jensen, Jens-Ole Kristiansen, Kjeld Seidler og Esben Hegelund (Foto: Johnny Pedersen)
Det franske mærke er stærkt repræsenteret i rallysporten – endda på flere niveauer. Inden Peugeot Rally afvikles sidst på måneden er det hold med de franske biler, som topper tabellen i tre af de fire grupper, hvor der kæmpes om DM. Christian Jensen/Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, fører 4WD-gruppen med deres Peugeot 207 Super 2000. Benny Pedersen/Ditte Kammersgaard, Gørding/Kolding, er nummer et i Tunet National med deres Peugeot 308 efterfulgt af Kjeld Seidler/Marc Troels-Smith, Holmegaard/St. Heddinge, og i Standard National er det Morten Grove Nielsen/Frits Grove Nielsen, begge Fårvang, i Peugeot 206 RC, der indtager førstepladsen i Standard National.
”Vi er repræsenteret i rallysporten af en lang række mandskaber, der kører i alt lige fra den klassiske 306 Maxi til de nyeste modeller. Det viser lige præcist den brede pallette, som Peugeot repræsenterer, og at en Peugeot er lig med køreglæde,” understreger Hanne Langsig Sørensen. ”Ikke nok med det. Det er også den unge generation, som vælger Peugeot, for løveblodet løber i bilerne, og det gør dem utroligt egnede til motorsportsbrug.”
Læs mere om: Ringkøbing01/09/12 - Ringkøbing - DM Rally |